Brændebillede marts 2012

Alleshave. Husmandshus mellemstort brændebillede på masonit
36 x 85, 1967 (reg. 290) Privateje. Foto: Doris Christiansen

Brændebilledet var udstillet på Charlottenborg i efteråret 1997. Det består af en rektangulær plade af blød masonit med afrivninger af tapet i flere lag, formentlig skåret ud af en væg i et hus under renovering. Denne indrammede plade er afstivet ved at være sat op på en større plade af hård masonit, og afrivningerne er fæstet på Alfreds foretrukne måde, nemlig brændt fast til grundlaget ved hjælp af sollys gennem et forstørrelsesglas.
På bagsiden står de mystiske ord: “.. på licens fra Loui Michael”, hvilket jeg tolker som, at den bløde masonitplade stammer fra maleren Loui Michaels hus i Næsby Vrå, der netop på dette tidspunkt blev bygget om.
Nogle steder er tapetet revet af, og den tomme plade bliver en del af billedet sammen med fire forskellige tapeter. Det første tapet hvidligt, det næste beige med hvidt mønster.
Herefter et lys-grøn-hvidt, som kun er synligt enkelte steder, og til sidst et græsgrønt. Mest af alt synes jeg, det ligner et geografisk kort over området ved Alleshave.

Men hvorfor hedder billedet så også Husmandshus? Ja, jeg er nødt til at gætte, for jeg har ikke fundet optegnelser fra Alfred, der direkte kan forklare billedets dobbelttitel.
Alleshave ligger nordøst for Kalundborg ned til Sejrøbugten. Her havde familien Castenschiold deres lille sommerbolig, Hytten, og eftersom datteren Elsebet var venner med Alfred, og de gik sammen på akademiet, blev han i sommeren 1944 inviteret derop på nogle dages ferieophold. Jeg tror, billedet har relationer til dette ophold og til hans tilknytning til Elsebet og hendes familie.

Det fremgår af Alfreds dagbøger, at han i foråret 1944 var vildt forelsket i Elsebet, og at de havde haft det vidunderligt sammen med mange kysserier på deres fælles tegne-male-ture rundt i de københavnske parker.
Men forholdet var ikke uproblematisk. Deres familier tilhørte henholdsvis samfundets bund og samfundets top, og det fremgår af dagbøgerne, at de unges forskellige baggrund og forskellige opfattelser af, hvad der lå i de ord, de brugte i hinandens selskab, skabte misforståelser. Især hos Alfred. For eksempel troede han, at når Elsebet havde fortalt ham, at hendes mor havde sagt, at hun ikke måtte gifte sig de første fire-fem år, så var det noget, begge damer var enige i. Der var tid nok, og han behøvede ikke tage det alvorligt, at Elsebet havde fået en anden bejler, billedhuggeren Rolf Schütze.
Rolf var 12 år ældre end Elsebet, og hans første kone var død et halvt år tidligere fra ham og deres to små børn. Iøvrigt var Rolf også inviteret op i Hytten i sommeren 1944, og hverken han eller Elsebets mor tog anstød af de lange tegne-male-ture, som Elsebet og Alfred foretog alene sammen i det smukke landskab.

Derfor fik Alfred et alvorligt chock i februar 1945, da Elsebet under en faglig samtale, om alt det de to skulle nå at arbejde med i dette forår, lidt henkastet sagde, at hun jo fik ekstra travlt, fordi hun og Rolf skulle giftes til sommer. Først troede Alfred, det var en spøg. Lige siden sidste sommer havde han arbejdet hårdt på at nå et acceptabelt kulturelt stade, så hendes familie med tiden kunne respektere ham. Han læste klassikere systematisk og havde endda forsøgt at lære at spille klaver.

Kort tid efter besluttede han imidlertid, at når han ikke kunne blive gift med Elsebet, så kunne han i det mindste arbejde på, at de bevarede og udbyggede deres venskab. Han vidste fra en samtale mellem Elsebet og Rolf, som han tilfældigvis overhørte i Alleshave, at Rolf ville have en kone uden karrieremæssige ambitioner, og Alfred forstår, at hun kommer til at opgive at gå videre på akademiet. Hans ser i øjnene at Rolf nu er Elsebets ægtefælle, og han får det i de kommende år ordnet således, at han ca. hver 14. dag cykler op til deres hjem og videregiver hende den undervisning i malerkunst, som han selv får.

Til hans store glæde udviklede hun sig til en habil maler, og deres venskab forblev ubrydeligt indtil hendes død i 2004. Men han, der ellers skrev dagbog hele sit liv,  genoptog ikke denne skik før 6 år senere, da han stod for at skulle giftes med sin malerkollega, Mária (Mria) Hugrún Ólafsdóttír.

Brændebilledets afrevne tapetflager kan tænkes at illustrere hans iturevne følelser, der dog til slut danner en kunstnerisk helhed. (JAAM)

Brændebillede for juni, juli og august 2011

Forside til SE-katalog

Til min far
Forside på SE-katalog, Charlottenborg 3.-19.september 19711
Brændebillede på frisk træ 16,5 x 9,5

I 70’erne begyndte Alfred I Jensen at lave små brændebilleder på frisk træ. I renoveringen af den gamle smedebolig i Næsby, som han og hans kone, María H Olafsdóttír havde købt i 1963, var han nu kommet til svinestalden, som skulle fungere som hans eget atelier.

Sommeren 1971 arbejdede han på at belægge loftet. Nogle af de afsavede træ-ender inspirerede ham til en ny slags brændebilleder, hvor han ikke var bundet af de figurer, den afskallede maling på de gamle træpaneler dannede.

Dette billede er et af hans første forsøg, og titlen, Til min far, fortæller, at han lavede det til minde om sin far, som døde det år.

Ellers forestiller det ikke noget bestemt, og det kan vendes og drejes ligesom mange af de andre brændebilleder. Selv ser jeg det som en dykkerkugle, dybt nede i havet.

Brændebillede for april og maj 2011

"308"

Almueglæde / Himmelporte / Der står et slot

Almueglæde / Himmelporte / Der står et slot
Brændebillede for december 2010 og januar 2011
Anatomisk brændebillede 54×43, 1975 (reg.BR068)
Foto: Doris Christiansen

Jeg vil gentage, hvad jeg skrev om “brændebilledet” Store Dimon fra sidst, at Alfred I Jensen i 1967 havde arbejdet med sin brændebillede-teknik i nogle år. Den gik ud på at bruge rester af bemalede træpaneler, låger fra køkkenskabe, mv., og “tegne” billedets linjer med gasbrænder eller ved hjælp af solens stråler gennem en ganske almindelig lup. Almueglæde er derimod et olie-på-lærred-maleri, hvor Alfred blot har ladet sig inspirere af brændebillede-teknikken, og som jeg så her præsenterer som brændebillede.

Det mest iøjnefaldende ved dette billede er, at han har indlagt bladguld. Det har han også gjort i enkelte andre billeder, men ellers brugte han det kun, når han ville forgylde en ramme. Han lavede jo altid sine rammer selv.

Billedets motiv fremgår af de tre titler, han har givet dette billede: Almueglæde / Himmelporte / Der står et slot.., og for engangs skyld slutter jeg her og vælger at lade billedet tale helt for sig selv.

Jeg synes, jeg har brugt alle mine ord for disse to måneder på de fem oliebilleder. (JAAM)

Brændebillede for februar og marts 2011

 

Store Dimon

Store Dimon 
 olie på lærred 51 x 95, 1967 (reg.310)
Foto: Doris Christiansen

I 1967 havde Alfred I Jensen arbejdet med sin brændebillede-teknik i nogle år. Den gik ud på at bruge rester af bemalede træpaneler, låger fra køkkenskabe, mv., og “tegne” billedets linjer med gasbrænder eller ved hjælp af solens stråler gennem en ganske almindelig lup.

Store Dimon er derimod et olie-på-lærred-maleri, hvor Alfred blot har ladet sig inspirere af brændebillede-teknikken, og som jeg så her præsenterer som brændebillede.

Råt træ ses øverst i billedet, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig det blå fra en skabsdør, der har været overmalet med gråt og senest med en hvidmeléret, næsten afskallet maling.

Men ét er at lade sig inspirere af brændebillede-teknikken. Noget andet er de muligheder, der tilbyder sig med oliefarver på lærred.

På det “rå træ” kan tilføjes linjer og farver, der ikke ville have vist sig på brændebilledet.

Jeg er fristet til at karakterisere billedet som fabulerende, og jeg synes dette understøttes af den færøske titel.

I 1949 havde Alfred arbejdet på Føroyar med sin kunst og i 3 måneder boet på Suduróy, som er den allersydligste ø. Han blev aldrig træt af at fortælle om de vidunderlige synsindtryk, som opholdet her havde givet ham.

Lige nord for Suduróy ligger Litla Dímun og herefter Stora Dímon, og han har altså passeret dem begge på sejlturen fra Thorshavn og tilbage igen. Som det sprogmenneske, han var, har han sikkert tænkt sit ved det fremmedartede navn, Dímun.

Mit bedste bud er, at han har givet dette lidt mystisk-abstrakte billede sin titel i løbet af male-processen. Jeg kan i hvert fald fornemme blåt vand med mærkelige havfigurer og en underlig ø, der dukker op over horisonten.

I øvrigt omsatte han efter hjemkomsten en del af sine skitser i en meget smuk serie træsnit, der nu kan ses i Det lille kunstnerhjem, Vindheimar. Men det er en anden historie.  (JAAM)

Brændebillede for december 2010 og januar 2011

Anatomisk brændebillede

Anatomisk brændebillede
54 x 43, 1975 (reg.068) Foto: Doris Christiansen

Alfred I. Jensen har brugt sig selv som model, lige siden han var ganske ung. Det var billigt, og han gjorde det, uanset at hans far hånede ham for dette unødige bevis på selvoptagethed.

I Anatomisk brændebillede har han gengivet forskellige af sine egne kropsdele, og billedet kan ses som en form for selvportræt.

Han har “tegnet” dem ved hjælp af solens stråler gennem lup/brændeglas på en cigarkasse-agtig træplade. Det er betydeligt større end de mange små cigarkasse-brændebilleder, som denne hjemmeside endnu har til gode at præsentere, og således alligevel et typisk AIJ-brændebillede. Han så det ikke som et problem, at man tydeligt kan se, han selv har sammensat træpladen.

Indtil midten af 1970’erne var Alfred en passioneret cigarryger, og naturligvis blev kasserne gemt. De var smukke, og man kunne jo aldrig vide, hvad de kunne bruges til.

Jeg tror, han lavede Anatomisk brændebillede, da han efter en 14 dage lang lungebetændelse var holdt op med at ryge. Det var lige pludselig gået op for ham, at hans rygevane ikke ligefrem gavnede hans krop, og når han kunne undvære cigarerne i hele 2 uger, kunne han lige så godt lægge dem på hylden. De sidste fyldte cigarkasser befinder sig stadig i Vindheimar, og de har bevaret deres fine duft.

Kropsdele som motiv er også typisk for Alfred I. Jensen, selv om jeg kun kender et enkelt oliebillede med dette motiv. Han anvendte det ofte i farveblyantstegninger og pasteller.

Brændebillede for oktober-november 2010

Hvad skal jeg sige

Hvad skal jeg sige, når …..
lille brændebillede 10 x 18, 1968?  (reg.458)
Privateje. Foto:JAAM

Op al den ting, som Gud har gjort … , hvor et af versene begynder med Hvad skal jeg sige, når jeg ser … var en af Alfred I. Jensens yndlingssalmer, og det vers kom jeg til at tænke på, da jeg så dette lille brændebillede (gammelt stykke træpanél, hvor Alfred har brændt maling og tapetrester fast med sollys gennem sit forstørrelsesglas).

Sådan fik det sit navn – et landskab, hvor alle linjer er forunderlige. Det er ikke til at sige, hvilket landskab, det er, men måske er det delvist dækket af is i dalen, mens bjergene er isfrie og underlige figurer er ved at frigøre sig.

Prøv engang at vende brændebilledet 180 grader!

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg så skal sige. Billedet forandrede sig, og uden at jeg kan forklare hvordan eller hvorfor, oplever jeg nu, at den mørke figur i højre side drager omsorg for resten af motivet. Ligesom omslutter det og passer på det. (JAAM)

Brændebillede for august-september 2010

Over stregen

Over stregen – og under
mellemstort brændebillede 35 x 77,  (1975 reg.302) Privateje.
Foto: Doris Christiansen

Over stregen – og under er et af Alfred I. Jensens rigtige brændebilleder, dvs. et gammelt stykke træ, hvor linjerne er skabt ved hjælp af solens stråler gennem et brændeglas eller ved hjælp af gasbrænder.

Brændebilledet er her fotograferet med blitz, og derfor er der opstået et lys mellem de to sorte ”sole” over stregen og de to under. Hvis du ser billedet i virkeligheden, er dette lys der ikke, og revnen mellem de to brædder træder tydeligere frem.

Men når jeg kigger på det her og skal fortælle om det, kan jeg ikke lade være med at tænke det som en ”dobbelt solnedgang” – et optisk fænomen, hvor solene både ses at ramme horisont-linjen og genses længere nede.

I sommer har jeg haft lejlighed til at se rigtig mange solnedgange, og jeg har set solen forsvinde bag en sky, hvor jeg troede, at nu var det slut, men så er den alligevel dukket op længere nede. At der er to ”sole” her kan jeg ikke forklare, og heller ikke at de er sorte.

Men behøver man forklare alt?

Er det ikke nok at se på et billede og komme i tanker om noget, som man tror, man har tænkt? (JAAM)

I april-juli blev hjemmesiden kun opdateret med et nyhedsbrev.

Marts måneds brændebillede 2010

Himmelvæsen

Himmelvæsen
mellemstort ”brændebillede” 37 x 80, (1967 reg. 305)
Privateje. Foto: Doris Christiansen

Himmelvæsen er ikke et af Alfred I. Jensens rigtige brændebilleder, dvs. et gammelt stykke træ, hvor linjerne er skabt ved hjælp af solens stråler gennem et brændeglas eller ved hjælp af gasbrænder.

Himmelvæsen er oliemaleri, der efterligner et brændebillede. Derfor har jeg sat ”” om ordet brændebillede, men jeg har alligevel valgt at rubricere det som et sådant. Alfred værdsatte nemlig sine brændebilleder højt, og jeg mener, det er et udtryk for denne værdsættelse, at han har efterlignet sit brændebillede-design i enkelte oliemalerier på lærred.

Jeg har valgt fugle som tema for marts, og selv om fuglen på dette billede er en sommerfugl, er selve tanken om den et forårstegn, og jeg må indrømme, at selv om denne vinter har været usædvanlig smuk, længes jeg nu inderligt efter forår.

I mine øjne er sommerfuglen på dette billede af en særlig slags. Den er hvid på samme grumsede måde som tø-sne, og hvis jeg kniber øjnene sammen, ser jeg den pludselig som en kæmpemæssig flyvende svane på baggrund af en hvid skymasse og et lille stykke blå himmel, og jeg kan bilde mig ind, at den bøjer halsen ned imod mig og vil sige noget.

Jorden under svanen er brun, og horisonten sort. Men naturligvis kan Himmelvæsen tolkes på flere forskellige måder, og det er for mig at se en fordel ved ikke-naturalistisk maleri.

Du er velkommen på atelier-besøg i Vindheimar (ring 4010 4182), og så vil jeg gerne vise det frem, så du selv kan se, hvad du får ud af det.  (JAAM)

Februar måneds brændebillede 2010

Snespøgelse

Sne-spøgelse
lille brændebillede  21 x 9, (1965? reg.457)
Foto: JAAM

Dette lille Alfred I. Jensen-brændebillede er mit yndlings-spøgelse. Som alle andre af hans små af brændebilleder er det ”tegnet” på et stykke gammelt malet affaldstræ ved hjælp af solens stråler gennem et brændeglas (se evt. andre brændebilledet i hjemmesidens billedarkiv).

Sne-spøgelset har længe ligget udstillet i Alfreds atelier. Det har aldrig haft titel eller andet, der kunne fortælle, hvornår det er fra, om det har været udstillet på Charlottenborg, eller hvad Alfred har tænkt på, da han tegnede det. Men eftersom han lavede flest af sine små brændebilleder i 1960’erne, har jeg tilladt mig at angive produktionsåret 1965 med et efterfølgende ?.

I anledning af dette års vedvarende vintervejr har jeg fotograferet det ude i sneen og givet det navnet Sne-spøgelse. Det kunne simpelthen ikke blive ved med at ligge i Vindheimars atelier uden at have sit eget navn.

Januar måneds brændebillede 2010

Fyrværkeri

Fyrværkeri i mørket,
lille brændebillede 15 x 12, (1965,  reg.456 b)
Privateje. Foto: JAAM

I min søsters og svogers hjem i Thorup ved Hundested hænger 5 små brændebilleder af Alfred I. Jensen. Fyrværkeri i mørket er nr. 2, og den indbyrdes sammenhæng mellem de 5 billeder er, at de passer godt sammen.

Normalt er fyrværkeri farvestrålende, højtflyvende og støjende. Dette lille brændebillede er helt modsat. Det er dæmpet i sine farver, det hænger roligt på sin væg, og det er ganske tyst.

Men det taler i kraft af sin titel. Det stiller spørgsmål ved vores vilde forbrug af fyrværkeri hver eneste nytårsaften og i dagene både før og efter.

Med sin grønblå himmel, sine dæmpede jordfarver og sin hvide sne fortæller det om at finde lys i mørket på en helt anden måde, end vores normale måde at holde nytår på.

Fyrværkeri i mørket kalder på kulturel eftertænksomhed. (JAAM)

December måneds brændebillede 2009

Vinterbillede fra Susåen

Vinterbillede fra Susåen
Brændebillede 48 x 71, (1970, reg.303)

Mon vi overhovedet får vinter i år? I efteråret 2009 nåede temperaturen ikke ned under 0-punktet før allersidst i november, og da fik vi bare en enkelt nat med ganske let frost. Til gengæld er Danmark i denne måned vært ved en kæmpemæssig international klimakonference. Hvad mon vintervejret siger til det?

Men der var engang, hvor der virkelig var forskel på årstiderne, og når vinterkulden satte ind, antog vandet i Susåen en nærmest turkis farve, samtidig med at der dannedes sære mønstre, inden vandet frøs til.

Det er nok disse mønstre, Alfred I Jensen tænkte på, den dag i 1970, hvor han havde færdiggjort dette brændebillede på denne gamle køkkendør, og gasbrænderen var slukket.

Disse få ord om ”Vinterbillede ved Susåen” må gerne opfattes som Vindheimars beskedne replik til den store klimadebat. (JAAM)

November måneds brændebillede 2009

Uden titel

Uden titel
Mellemstort brændebillede 26 x 53,  (årstal?, reg. 294)

Dette brændebillede ved jeg ikke ret meget om. Alfred I. Jensen gav det ingen titel, og han skrev intet bag på billedet. Hverken sit navn, årstal, eller hvor det har været udstillet.

Så her er vi henvist til blot at se, hvad vores egne øjne fortæller os.

Billedet er udført på en kasseret hvidmalet køkkendørslåge. Alfred har indrammet det med en af sine fine sølvrammer, og som overgang mellem ramme og billede ser man et lille stykke af det rå træ.

Hvor mon den låge har siddet? Hvem gik og lukkede den op og i, før den blev malet, og hvem bestemte, først at male den i en sart lysgrøn farve og derefter i dyb turkis for til sidst at male den off-white uden at gøre sig den ulejlighed at skrabe den gamle maling af?

Det var heldigt for Alfred, at den hvide maling blev påsmurt så tykt og klodset, at store flager skallede af, for da han fik fat i sit brændglas og med solens stråler fik brændt kanterne af den afskallede maling fast, opstod der et kig – eller måske to kig – ind i en anden verden. Jeg tænker lidt, at jeg sidder højt oppe i luften i et fremmed rumskib og ser ned på en verden af hav og øer og lidt landskab.

Men i samme øjeblik jeg har tænkt billedet sådan, bliver mine øjne trukket ned i venstre hjørne. Nu befinder jeg mig pludselig i niveau med landskabet, og de to kighuller rejser sig op imod mig. Det til venstre har forvandlet sig til et hoved med et hvidt øje og en mund, der forsøger at komme i kontakt med den anden figur, der desværre har vendt nakken til og suget en vandret flyvende kvinde ind gennem sin mund.

Nej, nu stopper jeg.

Et billede som dette kan blive ved med at fortælle mig nye historier. I virkeligheden er det hele bare er en gammel kasseret køkkendørslåge, som for længst burde være smidt ud på lossepladsen eller havnet på et bål.

Men nu er genbrug jo kommet på mode, og hvem ved, om der en dag kommer et menneske forbi Vindheimar, forelsker sig i netop dette billede, tager det med sig hjem, hænger det op et spændende sted i sit hus og lever lykkelig med det til sine dages ende? (JAAM)

Oktober måneds brændebillede 2009

Resten er skyer

Resten er skyer
stort brændebillede
122 x 112 (1966, reg.208)

I september skrev jeg her på hjemmesiden, at da brændebilledet ”Himmerigets Port” (reg.174) i 1969 blev udstillet på Charlottenborg, var det var første gang Alfred udstillede store brændebilleder (se også juni måneds brændebillede, reg.211).

Sikke noget sludder!

Jeg havde ikke været opmærksom på, at han allerede havde udstillet ”Resten er skyer” i 1966. Dog som privateje.

På en måde er det vel heller ikke et rigtigt brændebillede. Det er ikke udført på træ, som de andre brændebilleder, men på blød masonit, som formentlig har fungeret som et stykke af en væg. I hvert fald ser man rester af blomstret tapet, og jeg forestiller mig, at det er disse rester, der inspirerede Alfred til titlen.

Forestiller det ellers noget?

For mig er det røde felt i billedet et sejlende skib. Nogle dage ser jeg det på vej ud mod øst, andre dage synes jeg, det kommer lige imod mig, og at ”noget” skvulper op af lasten. Mod vest ser jeg kraftige bølger slikke op ad skibssiden.

”Resten er skyer” udfordrer spørgsmålet om, hvad billedkunst egentlig er. Hvor lidt kan man som kunstner tillade sig at gøre ved sit billede og stadig hævde, at der er tale om kunst?

Muligvis er dette billedes eneste kvalitet, at det udfordrer den gængse kunstforståelse, hvor et billede kun er et billede, hvis motivet er entydigt – dvs. at det ligner noget, man kender i forvejen. Muligvis var ”Resten er skyer” en kommentar til ”Rindalismen”.

Lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), som ifølge Wikipedia skulle være den eneste dansker udover Grundtvig, der har lagt navn til en ”-isme”, var blevet landskendt året før ”Resten er skyer” blev udstillet. Rindal havde været initiativtager til en ind­samling af 62.000 underskrifter mod Folketingets nye lov om oprettelse af Statens Kunstfond. Nogle år senere kom han selv i Folketinget for Fremskridtspartiet, og i en periode sad han også i bestyrelsen for Statens Kunstfond.

Rindal pointerede ofte, at han ikke var imod kunst i almindelighed, men kun imod abstrakte kunstværker, som han kaldte ”komplet uforståelige og latterlige”. Hans forargelse var imidlertid blevet vakt i januar 1965, da Statens Kunstfond første gang uddelte 3-årige stipendier til unge kunstnere. En af dem var Klaus Rifbjerg, om hvem man samtidig påstod, at han levede et ekstravagant liv med dyre biler og rejser (Wikipedia). (JAAM)

September måneds brændebillede 2009

Himmeriges Port

Himmerigets Port
Stort brændebillede 91 x 66,
(1969, reg.174)

”Himmerigets Port” er fra 1969, hvor Alfred I. Jensen for første gang udstillede store brændebilleder på Charlottenborg (se også juni måneds brændebillede fra samme år (arkiv, reg.211)). I alt udstillede han 7, hvoraf det dyreste ”Til Lange Lanse” var prissat til 3.400 kr.

Indtil da havde han kun forsøgt sig med små formater på cigarkasselåg eller mindre stykker kasseret bemalet gulv-panél, men jeg mener, det fremgår af hans priser, at han anså disse store brændebilleder for lige så ”fine” som hans oliebilleder. I 1969 var der kun 2 oliebilleder til over 3.000 kr., og de var næsten lige så store som brændebillederne.

”Himmerigets Port” blev som det eneste af de 7 genudstillet i 1970, nu under titlen ”Himmerigets Port repareret”. Jeg ved ikke, om han virkelig havde repareret billedet, eller om det skulle gøre titlen mere interessant.

Jeg synes, ”Himmerigets Port” er interessant nok i sig selv.

Billedet består af 4 tykke gulvplanker, der er malet med grå farve. Som sædvanligt på Alfreds brændebilleder er malingen afskallet og forrest i billedet ser man selve porten med tågede glasruder foroven, lukket med et rødt segl. Det ser ud som om Alfred har fået portens konturer foræret, som om der har stået en kakkelovn eller bare ligget en firkantet plade på gulvet. Nederst i billedet, dvs. foran døren, er der slet ingen maling, men 3 vandrette ”brændinger”, formentlig udført med gasbrænder.

Men det kan også godt være, at de 3 brændingslinier har været der hele tiden. I hvert fald virker de som 3 primitive trin.

Over døren, midtvejs op til billedets overkant, har Alfred sat et blåt segl. Jeg ved ikke, hvad han har forestillet sig, men når jeg ser på ”Himmerigets Port”, tænker jeg altid, at det er Guds milde øje, og at jeg er velkommen indenfor.

I de sidste 4 år har ”Himmerigets Port” været udstillet i Længen, som er menighedshus og konfirmandstue for Glumsø, Bavelse og Næsby Sogne. Konfirmanderne undrede sig over, at himmerigets port kunne se sådan ud, og jeg skulle hilse fra præsten og sige, at de havde ikke så få tænksomme kommentarer og spørgsmål. (JAAM)

August måneds brændebilleder 2009

Arabesk Oplevelse

Arabesk Oplevelse / Muhamedansk fragment
Brændebillede 47 x 33 (1975, reg.293)

”Arabesk oplevelse” er et af Alfred I. Jensens usignerede brændebilleder, men bag på har han med blyant angivet dato, årstal og pris for billedets udstilling på Charlottenborg (5. – 26. september 1975, pris: 1950 kr.). De to titler er ligeledes opgivet her.

Helt konkret drejer det sig om et fragment af en blåmalet køkkenbordsplade, dekoreret med et stiliseret mønster, som ser ud til at være tegnet / brændt ind i pladen med et lille rundt jern.

Øverste del af billedet viser en ca. 2 cm. bred, aflang og vandret figur, som formentlig aldrig har været malet. Hertil kommer et ”ø-landskab” i stil med april og maj måneds brændebilleder på hjemmesiden (se arkivet). Også denne gamle køkkenbordsplade må tidligere have været malet lys grøn.

I 1975 havde Alfred været på San Cataldo tredje gang (se juni måneds oliebillede), og jeg ved, at hans med-gæster havde givet ham tilnavnet Muhammed. Så måske er der en forbindelse mellem tilnavnet og billedtitlen ”Muhamedansk fragment”.

Men hvorfor udstillede han så brændebilledet under navnet ”Arabesk oplevelse”?

Det ved jeg ikke, og jeg har endnu ikke nået at få gennemgået hans dagbøger, hvor han sandsynligvis et eller andet sted har skrevet noget, der kan lede på sporet.

Den store danske encyklopædi angiver følgende om arabesk: ”(af fr. arabesque, fra spansk eller ital. arabesco ‘arabisk’), maureske, moreske, stiliseret planteornament, udformet som bladslyng, der oftest er symmetrisk opbygget, og som synes at kunne fortsætte i det uendelige. Arabesken kendes allerede i antikken i form af hellenismens vinløvsornamentik, men er opkaldt efter arabiske ornamenter, idet den især blev udviklet inden for den islamiske kunst. Via Spanien og Venezia blev arabesken kendt i Europa, hvor den dannede en ornamental mode, der var på sit højeste i 1500-t., og var udbredt inden for mange kunstarter”.

Alfred kunne læse italiensk, og når han var i Italien, havde han meget fornøjelse af også at forsøge at udtrykke sig på dette sprog. Det mærkelige i denne sammenhæng er, at han bruger ordet arabesk om et billede uden planteornamenter eller bladslyng.

Digteren I. P. Jacobsen skrev engang en arabesk til en håndtegning af Michel Angelo (en kvindeprofil med sænkede blikke i gangen mellem Pitti og Ufficierne). Digtet begyndte således:

Tog bølgen land?
Tog den land og sived langsomt,
rallende med grusets perler,
atter ud i bølgernes verden?

Et andet sted på nettet under I. P. Jacobsen har jeg fundet følgende om begrebet arabesk:

”Arabesken er i kunsten og arkitekturen et ornament af smukt slyngede og stiliserede bladranker og figurer. I arabesken forbindes planter, dyr og mennesker til lette graciøse ornamenter og med mulighed for allegorisk udlægning af helheden”.

Mit gæt er, at Alfred havde set tegningen og kendte I. P. Jacobsens digt, og det er han kommet i tanker om, da brændebilledet var færdigt, og han havde ”tegnet” det lille ”ø-landskab”.

Han kaldte det ikke kun ”arabesk”, men ”arabesk oplevelse”. Hermed udlagde han helheden i sit brændebillede allegorisk.

På tilsvarende måde som I. P. Jacobsen i sit digt havde udlagt helheden i Michel Angelos håndtegning. (JAAM)

Juli måneds brændebillede 2009

uden titel

 Uden titel
Brændebillede 25 x 53, (årstal?, reg.295)

Det hændte en sjælden gang, at Alfred I. Jensen hverken skrev årstal eller titel på sine billeder. Som på dette mellemstore brændebillede, ”malet” med gasflamme på en smal gammel blå køkkendør.

Rammen er 3-dobbelt. Inderst er der dørens egen blå fyldning, så kommer et stykke med afskallet maling, og yderst en af de sølvrammer, som Alfred ofte brugte til sine oliebilleder.

Motivet kan være en fisk, der svømmer i et stille blå vand.

Det kunne også være en komét, og det er sådan, jeg ser det. Derfor vælger jeg det som juli måneds brændebillede.

Lørdag d. 4. juli skal der nemlig for 2. gang i år være en fernisering på Rønnebæksholm, hvor Alfred udstiller. Denne gang godt nok kun med ét billede, men sidste gang, d. 17. januar, da hans separat-udstilling åbnede, kom der en komét farende på aftenhimmelen.

Ikke fordi, jeg tror det sker igen, men nu er I advaret!

Juni måneds brændebillede 2009

Himmel og jord

Himmel og jord
Brændebillede 65 x 88, ( 1969, reg.211)

Himmel og jord er et af Alfred I. Jensens større brændebilleder. Det er fra samme år som Himmerigets port (reg.174) og består ligesom dette af 4 slidte gulvplanker, bearbejdet med gasflamme.

De 6 firkanter øverst og den ene lille firkant nederst ser ud til at være noget tjære, og jeg gætter på, de har været der, før Alfred udvalgte disse planker og dette udsnit til sit billede.

Nederst i hele billedets længde har han påsømmet et ca. 10 cm. højt ståltrådsnet, og de sorte runde partier på de midterste planker er brændt hårdt ind i træet med gasflamme.

Ligesom på andre brændebilleder har han ”indrammet” afskallet maling med varmebehandling og dermed skabt et landskab med en horisontlinie, der får jord og himmel til at mødes lige over midten af billedet.

Det tog mig lidt tid at opdage de lyse firkanter nederst. De svarer i størrelse og placering næsten til de sorte oppe over ”skyerne”, men hvor de sorte får mit blik til at søge op i rummet over billedet, suger de lyse mig ind i billedet, peger mod landskabet og får det til at lægge sig ned. (JAAM)

Maj måneds brændebillede 2009

Sø og land

Sø og land
lille brændebillede 07 x 27, (1974, reg. 323)

Sø og land er typisk for Alfred I. Jensens små brændebilleder. Det stammer formentlig fra et køkkenbord, fra en af de lodrette skillestolper mellem to køkkendøre.

Det er enkelt I sin udførelse. Nede i venstre hjørne er malingen helt skallet af, og man ser det rene træ. Køkkenbordet har først været malet blåt. Måske har farven virket for mørk, og så er køkkenbordet malet grønt, men åbenbart ikke med en særlig holdbar maling, for den blå er kommet frem igen.

Alfred har så skåret det til, lagt sig ud i solen og ved hjælp af sit forstørrelsesglas har han fæstnet den grønne farve i kanterne. Til sidst har han slået et flot søm i ude til højre i billedet, og så er hele brættet malet sort på kanterne og bagsiden.

På bagsiden står der med blyant, at brændebilledet har været udstillet i KAB i juni-juli 1974.

”Sø og land” – det er et navn jeg har fundet på. Billedet minder mig nemlig om den gamle børnesang: ”Jeg gik mig over sø og land, her mødte jeg en gammel mand, han sagde så og spurgte så, og hvor har du vel hjemme?”

Alfred var 21 år ældre end mig, og jeg mødte ham første gang i 1971. Ti år senere, efter at han var blevet enkemand, fik jeg hjemme i Vindheimar, og her boede vi sammen, indtil han efter fem års sengeleje stille døde i 2006. (JAAM)

April måneds brændebillede 2009

 

Morgen ved Susåen

Majmorgen ved Susåen
Brændebillede 50 x 21, (1973, reg. 301)

Udstillet på Charlottenborg i efteråret 1973 og i Vindheimar i 1977.

Dette er et af de brændebilleder, jeg holder allermest af. Det er lavet på en slags massiv finér, og det har 4 hovedfarver: cremehvid, lys grøn, lidt mørkere grøn og lys blå. Hertil kommer den brunsorte farve, som er resultat af, at Alfred har brændt malingsresterne fast ved hjælp af solens stråler gennem sit lille runde forstørrelsesglas, som ligger her på mit skrivebord.

I 1970’erne havde vi nogle ret hårde vintre, og jeg kan endnu huske en af de gange, hvor Alfred samlede venner og bekendte til fugletur langs Susåen en junimorgen klokken 2 om natten. Dengang var det usædvanligt bidende koldt, og vi stod og frøs, selv om vi havde polstret os med vintertøj og varme støvler. Længe måtte vi stå helt stille og lytte efter morgenens allerførste små tiltag til pipperi og fløjt.

Derfor kan jeg sagtens forestille mig, at der i 1973 i det tidlige maj stadig lå is på Susåen, og på brændebilledet synes jeg, jeg ser et snit ned gennem det is-dækkede vand.

Men man kan også få noget andet ud af billedet. Man kan vende det på den lange led og se den blå Suså midt i billedet, omgiver af eng og forårsskov og med en tågebanke ude mod øst, set fra de høje bakker på ådalens sydlige bred.

Brændebilledet bærer præg af, at Alfred for en gangs skyld har omgåedes lemfældigt med sin flaske med rammelak. Han må simpelthen have haft den stående på selve billedet, for der spores 2 tynde, halvrunde flaskeaftryk.

Alligevel fremtræder det smukt i sin enkelhed og med sine blide farver. Oprindeligt kan det have siddet som fylding i en køkkendør, men jeg ved det ikke. Jeg har endnu ikke fundet dette brændebillede omtalt i Alfreds dagbøger.

I forbindelse med Rønnebæksholm-udstillingen var ”Majmorgen ved Susåen” udstillet i et af vinduerne i Glumsø Boghandel. Sammen med et par andre brændebilledet, et oliebillede, Rønnebæksholm-plakaten og kataloget.

Jeg har ladet mig fortælle, at mange glumsø-borgere har glædet sig over denne mini-udstilling, der kunne minde dem om begyndelses- og slutdatoen for Rønnebæksholm-udstillingen.
Stor tak til Mette og Peter, der lagde vindue til, ligesom de gjorde i 1997, da der i en måned kørte 5 udstillinger i Susålandet på én gang i anledning af Alfreds 80-års fødselsdag. (JAAM)

Marts månedens brændebillede 2009

Agnetes brændebillede

Agnetes brændebillede
Indrammet ”lille brændebillede” ca.17 x 17, (1965, reg. ) .

Hvad i alverden er dette, og hvad skal det forestille?

Det er et af Alfreds små brændebilleder, som han udstillede på Charlottenborg i 1965, og en af mine gode veninder har købt det i sommeren 2008, så vidt jeg husker.

Det er et lille stykke gammelt træværk med tapetrester – muligvis fra et panél. Alfred har så ligget på maven ude i haven en varm sommerdag med sit brændeglas og brændt tapetresternes kanter fast til træværket, så de kom til at danne et mønster, som han kunne acceptere som et billede.

Jeg aner ikke, hvad det forestiller.

Sådan som det er vendt her, synes jeg, det ligner nogle mærkelige saltstøtter i et landskab, men jeg synes også, det giver enhver ret til at tænke sit. Og som om det ikke var nok, så kan ejeren jo vælge at vende det på en anden måde, fx op/ned.

Således kan Alfreds små brændebilleder ofte fungere som 4 forskellige billeder. (JAAM)