Grafik, marts 2012

Alfred I. Jensens grafiske serie Kunst og Fødsel udgøres af 10 træsnit, som findes i
a) originaltryk
b) kopi i en lidt mindre størrelse
c) postkort og
d) en dias-serie til undervisning på fødselsforberedelses-hold .

Hertil kommer det træsnit af min jordemodertaske, som Alfred udførte som forside til det tværfaglige aktionsforskningsprojekt Tolv hjemmefødsler i Storstrøms Amt(1980-81).

Nedenfor vises hele Alfred I. Jensens træsnit-serie, Kunst og fødsel, 1981, hvor såvel originalstokke som de ti færdige træsnit vises frem. Originalstokkene er i sig selv grafiske kunstværker. Der hører en tekst til hvert af de ti træsnit.

Alfred skar sine træsnit dels på baggrund af grundige modeltegninger i de sidste par måneder af min graviditet og dels af tegnede skitser fra selve hjemmefødslen i Vindheimar. Imod mine egne vildeste forventninger viste det sig, at træningen ved at have stået model i adskillige timer i den grad støttede mig i at samarbejde med ve-kræfterne, at jeg under fødslen frit kunne bevæge mig mellem de forskellige stillinger og afslutningsvis selv tog imod vores barn.

 

 Himmerige /Himnarikid
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 10/10,
Træsnit trykt 9. september 1981,
30 x 36  (reg. 334)  Foto: Henrik Schroll

Hvis man kun må vælge ét af seriens 10 træsnit, vil de fleste nok foretrække Himmerige. Selv kommenterede han kommenterede han træsnittet med ordene: ”Min kærlighed er en glorie om dette paradispar!”

Jeg sidder i haven i den samme stilling, som jeg gjorde på det første træsnit, men nu er Lærke uden for maven. Og hun sutter på livet løs.

I vores kultur har vi ikke amning på rygmarven. Det er noget vi skal forberede os på og lære, lige som vi alle – både kvinder og mænd – så vidt muligt skulle forberede os grundigt på den store omvæltning det er at blive forældre til et lille barn. Med alt hvad det medfører af glæder og sorger, nattevågen og ansvar. Først efter ca. 2 måneders forløb kan man sige, at det begynder at blive sjovt at amme. Så kører det!

Selv om det er startproblemer, tror jeg, man gør både barnet og sig selv en tjeneste ved at prøve på at få amningen til at fungere. Det kan gøre tætheden til barnet lettere og få betydning for barnets vækst og sundhed.

Da Lærke blev født, lykkedes det mig at amme hende i et år, selv om jeg skulle på arbejde allerede efter 3 måneder. Så lang tid kunne jeg ikke amme de to store.

Himmerige/Himnarikid,
Orginalstokken Foto: Henrik Schroll

Kun et fåtal er opmærksomme på, at et trænet ammebarn kan sutte på forskellige måder. For eksempel kan barnet selv regulere, hvor mager eller hvor fed ammemælk det får, eller sagt på en anden måde: blot ved at bruge forskellige sutteteknikker kan barnet stille sin tørst, når det er tørstigt, og sin sult, når det er sultent!

Vore kroppe har overraskende muligheder. Pas dem – så godt som muligt! (JAAM)

Grafik juni, juli og august 2011

 

Det lukkede V

Det lukkede V
Grafikserie 7, ve/fødsel nr.9/10,
Træsnit trykt 28. august 1981
27 x 36 (reg. 333) Foto: Henrik Schroll

Sommetider sætter manden sig bag kvinden, når hun skal begynde at presse. Så kan kvinden tage fat om jordemoderen og blive trukket op på hug, idet manden skubber hende lidt frem og læner sig støttende op ad hendes ryg. Samtidig kan han holde hende om knæene.

Nogle jordemødre synes, det er et problem, når kvinden sidder på hug og presser, at man ikke kan se, om barnet er ved at komme frem. En løsning er at bruge et spejl, men i reglen kan kvinden selv mærke hvad der sker. Ellers kan hun eller jordemoderen lige flytte sin ene hånd ned og mærke efter.

De gange, hvor jeg har arbejdet med par, som har født i denne stilling, har jeg, når barnets hoved er ved at komme, bedt kvinden  om at læne sig tilbage i hvilestillingen, mens hun føder sit barn.

Den fødende sidder trygt i sin mands arme, mens barnet langsomt kommer frem. Hun kan se det meste, og hun kan selv røre barnet og selv løfte barnet op til sig. Når hun så sidder med sit nyfødte barn, kan hun se barnets ansigt, og se ham eller hende åbne sine øjne og kigge. Og manden har præcis samme udsyn som hun.

 

Det lukkede V
originalstokken  Foto: Henrik Schroll

Barnet ser ikke sin mor og far på samme måde, som de ser barnet. Det nyfødte barn opfatter ikke i billeder, som det senere kommer til at gøre, men det både hører og føler med det samme og har mange forskellige ansigtsudtryk. Barnet har et fuldstændigt vågent og dybt blik, og det er som om det ser én lige ind i sjælen. Det er en overvældende stærk oplevelse at se sit nyfødte barn ind i øjnene.

Kort efter begynder barnet at lave sutte- og smaskelyde. Så lader man sit barn glide lidt ned og lægger det til brystet med det samme. Er det svært, er jordemoderen lige ved hånden til at hjælpe.

På et tidspunkt skal navnestrengen klippes og moderkagen fødes. Når der bliver tid, kigger jordemoderen efter, om der er opstået bristninger, og hvis der er, syr hun dem.

Erfaringerne viser, at der er færre og mindre bristninger, når kvinden selv forsigtigt styrer barnets vej ud i verden.    (JAAM)

Grafik for april-maj 2011

 

Det åbne V
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 8/10
Træsnit trykt 19. august 1981
(reg. 332) Foto: Henrik Schroll

Træsnittet – det åbne V – som jeg viser denne gang, og træsnittet – det lukkede V – som jeg viser næste gang, er anderledes end de syv foregående. Her arbejder tre personer med fødslen: den kommende mor, den kommende far og deres jordemoder.

Jeg havde set, at hvert enkelt par havde deres egne forestillinger om, hvordan de skulle hjælpe hinanden under fødslen, og at det var en god idé at få dem frem i lyset og at træne de dertil hørende ve- og fødestillinger.

Her er vi nået til presseveerne. Han sidder bag hende, og i vepausen hviler hun sig i hans favn. Jordemoderen sidder foran dem. Når presseveen kommer, hjælper han hende op at sidde på hug, men bliver bag hende og støtter hende med sin egen krop. Den stilling kommer næste gang.

Det åbne V
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

Oprindeligt var Alfreds og min plan at lave en undervisningsserie med nogle af de fødestillinger, som mine hjemmefødende øvede i løbet af svangerskabet. Han skulle ikke være med ved fødslen, men med ud og tegne en enkelt gang og højst i en halv time.

Planen blev afbrudt, da jeg selv blev gravid. Ved de fødestillinger, hvor jeg var model, stod jeg mindst 2 timer i hver stilling, opdelt i perioder á 10 min.

Det er 30 år siden, og der var ikke noget, der hed at føde i vand eller på alle fire. Så det var avanceret overhovedet at forestille sig andre fødestillinger end at ligge på ryggen eller siden på et leje eller at sidde halvt op på en sækkestol på et leje.

Hjemmefødsler var blevet en undtagelse, og normalt havde kvinden hospitalsundertrøje og hospitalsskjorte og lange hvide hospitalsstrømper på under fødslen. Men uden for hospitalet bestemte man selv, og hvis der var brug for det, kunne kvinden tage tøjet af. Samtidig var jeg lidt træt af, at dias og fødselsfilm hurtigt blev umoderne, når nattøjsmoden skiftede.

Vores undervisningsserie skulle hovedsagelig afbilde folk uden tøj eller kun med det nødtørftigste. At Alfred tog sig den kunstneriske frihed også at afbilde jordemoderen med kun underbukser, var lige ved at udvikle sig til en skandale. Men det syntes jeg måtte stå for hans egen regning. (JAAM) 

Grafik for februar-marts 2011

 

Stoltmave
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 7/10
Træsnit trykt 8. juli 1981
,
37 x 28 (reg. 331)  Foto: Henrik Schroll

Det er skønt at rette sig op engang imellem i en vepause. Bare stå der med sin tykke mave og vide, at kroppen snart er sig selv igen. På en ny og anderledes måde ganske vist, hvor 2-i-1-krop-situationen er ændret, og barnet så er synligt og udenpå, men alligevel!

Stillingen er taget med, fordi den også er god at bruge, selv om du har valgt at befinde dig i en seng, på et leje eller i et fødekar det meste af tiden. Op og stå på fødderne! Det gi’r særlige kræfter at se din egen føde-situation med oprejst pande, kræfter til at komme videre.

Stoltmave 
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

I de første par år efter at Alfred havde skåret dette træsnit, kunne jeg ikke rigtigt lide det. Som billede syntes jeg ikke, det var kønt, og jeg var ambivalent over for Alfreds udsagn om, at Vorherre havde sat sit tommelfingeraftryk på den runde mave.

Senere har jeg forligt mig med det. Nu kan jeg se, at det udtrykker en helt egen form for kvindelig stolthed, som ikke afbildes så tit.

Der er ingen underdanighed eller bortforklaringer. Billedet udtrykker en selvfølgelighed og styrke i forventningens tegn. (JAAM)

Grafik for december 2010 og januar 2011

 

Hvile/stående fødestilling
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 6/10,
Træsnit trykt 23 juni 1981
34 x 30  (reg. 330) Foto: Henrik Schroll

Denne stilling er en traditionel hvilestilling, som kan bruges, mens man går oppe og har veer. Når man står sådan, hælder livmoderen lidt fremad, og det kan hjælpe barnets hoved til at rotere ned i bækkenet på en hensigtsmæssig måde.

Få din mand eller en anden til at massere eller bare holde dig lidt på lænden og massere den, eller måske er det rarere, hvis han eller jordemoderen tager fat med begge sine hænder ude omkring dine hofter og klemmer dem sammen.

Der er forskellige måder at holde eller massere på, og hver enkelt kvinde må sådan set eksperimentere sig frem under sin egen fødsel. Det kan godt være, at det du kan bruge i begyndelsen af fødslen, kan du slet ikke bruge senere. Man skal hele tiden have fantasien og opfindelserne parat.

Selv brugte jeg også stillingen, da jeg nogle gange under presseveerne trængte til at komme op fra den hugsiddende stilling (se billedarkivet for grafik, okt.-nov.) og strække mine ben.

Hvile/stående fødestilling
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

På billedet står jeg ved min symaskine. Den havde netop en passende højde for mig, men måske kan du bedre bruge køkkenbordet eller noget andet.

Symaskinen har jeg siden foræret til Dansk Cykel-Knallert-Museum i Glumsø. En af skufferne indeholdt stadig det værktøj og den vejledning, der var med, da min mors barnepige fik den leveret engang først i 1930’erne.

Grafik for oktober og november 2010

 

Fødedans på hug
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 5/10
Træsnit trykt 2. juni 1981
30 x 36 (reg. 329) Foto: Henrik Schroll

Da jeg i 1981 fødte min tredje datter, brugte jeg ”fødedans” under presseveerne. Mens jeg sad model til træsnit-serien, prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg i hugsiddende stilling kunne bevæge mig ved at flytte vægten fra det ene til det andet ben. Det øvede jeg mig i næsten hver dag den sidste måned, og det var jeg nødt til, for i vores kultur er vi opvokset med at hvile på stole. Vi har svært ved at bruge hugsiddende stilling når som helst og hvor som helst, som man fx kan i Kina.

Det gav bonus at øve sig. Da jeg nåede til presseveerne gled jeg helt naturligt ned i hugsiddende, og ikke nok med at jeg kunne flytte rundt med min vægt, jeg kunne også strække mig op eller bøje mig frem og støtte med hænderne på gulvet, når jeg havde brug for det. Somme tider vendte jeg mig om mod sengen og støttede armene på sengekanten.

Da jeg kunne mærke, at nu begyndte det at spænde i fødselsåbningen, blev jeg i første omgang forskrækket og lukkede til. Jeg blev bange for at gå i stykker, for de 2 andre gange var jeg blevet syet. Første gang også klippet. Men i næste ve tog jeg mig sammen. Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne sætte min hule hånd på hendes hoved og styre forsigtigt, og i og med at hånden ledte min opmærksomhed bort fra spændings-smerten, blev jeg bedre til også at styre ve-presset. Jeg kunne give den lidt og lidt og lidt, og ve for ve gled hendes hoved mere og mere frem, indtil det var helt fremme.

Så kom en lille pause, og jeg sundede mig indtil næste ve, hvor hendes skuldre og krop gled igennem, og jeg kunne tage hende op til brystet. Mine hjælpere lagde lette varme tæpper om os og hjalp mig op i sengen. Det var fantastisk, og hun var helt vidunderlig. Noget senere fandt vi ud af, at jeg kun havde fået en rift, som kunne syes med et enkelt sting.

Mens jeg skriver dette gennemlever jeg alle de stærke følelser ved selv at føde barnet.

I går 10/10-10, hvor jeg begyndte at opdatere hjemmesiden, fik jeg så et tip om at gå ind på jordemoder Marta Orbis’ facebookside og se og lytte til den 18 min. lange video ”Syngende fødsel”, som hun har lagt op. Den kan jeg varmt anbefale. Indledningen er måske lidt lang, men vi har her en enestående mulighed for at følge en kvindes fødselskræfter og med egne øjne se og tage ved lære af en kultur med en mere oprindelig natur-kontakt.

Fødedans på hug
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

Er du ikke på facebook, er det sikkert muligt at kontakte Marta på hendes arbejde på den private fødeklinik Maja på Østerbro i København.

Grafik for august og september 2010

Overgivelse/gynge-ve
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 4/10
Træsnit trykt 26. marts 1981
31 x 40 (reg. 328) Foto: Henrik Schroll

Denne ve-stilling kan bruges, når veerne ”bider”, og tiden er inde til at overgive sig til fødselskræfterne. Ve-fornemmelsen kan dæmpes ved, at man rokker eller gynger lidt i forskellige retninger, og det kan hjælpe med en varm klud eller en hjælperhånd på lænden. Knæene skånes bedst, når man lægger puder under, eller befinder sig i en seng.

Når presse-fornemmelsen kommer, kan man i de første par veer rette kroppen op og sætte sig på hælene, indtil man finder frem til den for en selv mest velegnede pressestilling.

Nogle bruger stillingen igen, når presseveerne er på deres sidste, og barnet er ved at fødes. Jeg kender flere jordemødre, der opfordrer til at afslutte fødslen på denne måde.

Men som sagt: stillingen er god at bevæge sig i, når veerne for alvor kræver sin kvinde.

Overgivelse
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

”Et barn skal helst fødes på en måde, så moderen og faderen selv synes, de har haft en virkelig god og stærk oplevelse…, men det er klart, at man kan komme til at elske sine børn trods alt – jeg mener, selv om man har haft en dårlig fødselsoplevelse” (uddrag af den båndede tekst til dias-serien Kunst og fødsel, 1982, der blev udlånt af Amtscentralen for undervisningsmidler i Næstved og anvendt ved kurser i fødselsforberedelse).

Alligevel, eller måske netop derfor: Stil spørgsmål til læge og jordemoder i god tid og bliv ved, indtil du føler dig sikker på, at du har valgt fødested og fødemåde med omhu!”

I april-juli blev hjemmesiden kun opdateret med et nyhedsbrev.

Marts måneds grafik 2010

Modstand
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 3/10
Træsnit trykt 14. maj 1981
31 x 36 (reg. 327) Foto: Henrik Schroll

Ofte går man i seng, når man har ondt, og når man går i seng, fordi man har ondt, så er det gerne, fordi man er syg. Fødsel og sygdom bliver på denne måde forbundet med hinanden, og i dag, hvor de fleste fødsler finder sted på et hospital, er der risiko for, at man virkelig kommer til at opfatte sin fødsel som en slags sygdom, og dermed risiko for, at man føler sig mere hjælpeløs, end man er.

Heldigvis er der mange jordemødre, der forstår dette, og som er gode til at opmuntre den fødende kvinde – og også hendes mand – til alligevel selv at gøre noget, til alligevel selv at bestemme og være aktive omkring fødslen.

Veer er ikke en sygdom. Heller ikke selv om visse fødselsforløb kan udvikle sig sådan, at man får brug for medicinsk og teknisk hjælp.

Veer kan – ud over at gøre ondt og dermed være en udfordring – også føles som noget spændende og noget godt. Som noget, man skal klare på en eller anden måde, og som noget man KAN klare.

Et middel til at klare veer er at bevæge sig. Det gælder om at finde stillinger, hvor man kan rokke sig frem til lindring, og hvor man kan bruge tyngdekraften mest hensigtsmæssigt i forhold til, hvor langt man er i sit fødselsforløb. Den slags stillinger kan man træne sig i på forhånd, og for eksempel kræver denne stilling, som vi har kaldt modstand, at man er god til at ligge på knæ, og at man har styrke i sine arme.

Stillingen kan være god, når veerne begynder at ”bide”. Det kan de godt gøre, selv om der er 5-6 min. imellem dem, og hvis man på dette tidspunkt er træt af at gå oppe og trænger til et hvil, er det rart at lægge sig på siden mellem veerne, og så vippe op på knæene under selve veen. Man kan også vælge stillingen, som er vist i februar måned, som hvilestilling i vepauserne.

Samtidig er denne stilling god at være i, hvis man trænger til at få massage, få støtte i lænden eller få varme klude lagt på lænden. Den inspirerer også til at eksperimentere med vejrtrækning, så man finder den, der klarer veerne bedst muligt.

Modstand
Originalstokken  Foto: Henrik Schroll

”Et barn skal helst fødes på en måde, så moderen og faderen selv synes, de har haft en virkelig god og stærk oplevelse…, men det er klart, at man kan komme til at elske sine børn trods alt – jeg mener, selv om man har haft en dårlig fødselsoplevelse.

Alligevel, eller måske netop derfor: Stil spørgsmål til læge og jordemoder i god tid og bliv ved, indtil du føler dig sikker på, at du har valgt fødested og fødemåde med omhu!”

(De 2 sidste afsnit er uddrag af den båndede tekst til dias-serien Kunst og fødsel, 1982, der blev udlånt af Amtscentralen for undervisningsmidler i Næstved og anvendt ved kurser i fødselsforberedelse.)

Februar måneds grafik 2010

Stenen/fosterstilling
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 2/10
Træsnit  trykt 11. april 1981
27 x 37 (reg. 326) Foto: Henrik Schroll

“Seriens træsnit nr. 2 viser den koncentrationsstilling, som jeg indimellem brugte under de første veer. Ellers gik jeg for det meste rundt i huset eller sad og snakkede med mine fødselshjælpere. Både om praktiske ting og om det forunderlige, som nu skulle ske.

Jeg brugte den også som hvilestilling de sidste par måneder før fødslen. For eksempel, når jeg trængte til at slappe af og bare være mig selv og snakke med den lille. Eller jeg brugte den om natten, når jeg lå i på den ene side og ville vende mig om på den anden. I stedet for at trille om på ryggen og derfra videre over på den anden side, skubbede jeg mig lidt baglæns, trak benene op, så jeg lå så sammenkrummet som muligt, og så vippede jeg op på knæene. Armene brugte jeg til støtte for drejningen. Det var dejligt at hvile i denne stilling med den varme dyne rundt om mig. I fosterstilling kunne jeg så drømme-tænke lidt, indtil jeg trillede om på den anden side og sov videre.”

Vi har kaldt dette træsnit STENEN, fordi jeg i denne stilling følte mig som en af de smukke gamle sten, der ved forårstid efter pløjning dukker op af jorden. Men vi har også kaldt den FOSTERSTILLING, fordi den minder om det sammenrullede foster, som på dette billede ligger beskyttet af mine arme og ben og hele min krop.

Stenen/fosterstilling
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

”Et barn skal helst fødes på en måde, så moderen og faderen selv synes, de har haft en virkelig god og stærk oplevelse…, men det er klart, at man kan komme til at elske sine børn trods alt – jeg mener, selv om man har haft en dårlig fødselsoplevelse.

Alligevel, eller måske netop derfor: Stil spørgsmål til læge og jordemoder i god tid og bliv ved, indtil du føler dig sikker på, at du har valgt fødested og fødemåde med omhu!”

(De 2 sidste afsnit er uddrag af den båndede tekst til dias-serien Kunst og fødsel, 1982, der blev udlånt af Amtscentralen for undervisningsmidler i Næstved og anvendt ved kurser i fødselsforberedelse.) (JAAM)

Januar måneds grafik 2010

Det er planen at vise Alfreds og min kunst- og undervisningsserie om ve- og fødestillinger her på hjemmesiden i løbet af 2010 Jeg har introduceret den i nyhedsbrevet for januar, som nu kan ses i hjemmesidens arkiv for nyhedsbreve. Hver gang viser jeg først selve træsnittet, og derefter originalstokken, da den i sig selv er et grafisk kunstværk.

Anerne, ve/fødsel
Grafikserie 7, ve/fødsel nr. 1/10
Træsnit trykt 1981
37 x 52 (reg. 325) Foto: Henrik Schroll

I 1981 ventede Alfred og jeg vores datter, Lærke, og han har fortalt følgende om seriens tilblivelse:

“I træsnit-serien Kunst og fødsel, 1-10 tog det mig ca. en måned pr. træsnit at komme fra først tegnede udkast til sidste tryk. Hvert øjeblik i døgnet var træsnittene i min bevidsthed, og deri ligner denne proces den gravides tålmodighedsprøve. Fortegningen gennemføres så grundigt, at dens billedmæssige ide står klart synligt. Derpå spejlvendes konstruktionen på en sortsværtet, blankslebet, tør bøgeklods, dvs. jeg tegner på klodsen med blyant. Så tager jeg billedskærerjernene, de u- og de v-formede, ‘et af de tusinde snit kan tage timer. Til slut valser jeg sort farve på, tager prøve-aftryk, vasker rent, snitter igen, tager nye prøveaftryk, igen, igen. Pladen er færdig til de endelige tryk”.

Jytte har fortalt:

”Det var første gang, at jeg skulle forsøge mig som model, og Alfred og begyndte et par måneder før forventet fødsel. Jeg havde på det tidspunkt været jordemoder i 20 år, og jeg havde i forvejen 2 næsten voksne døtre.

Fagligt havde jeg i 1970’erne især interesseret mig for ”naturlig fødsel”, dvs. professionel støtte til spontane svangerskabs- og fødselsforløb. I og med at den såkaldte risikotænkning var marcheret ind i fødselshjælpen, og antallet af komplicerede forløb steg og steg, gik jeg i gang med at afsøge andre muligheder. Bl.a. forstod jeg ikke, hvorfor den vestlige verden absolut ville have kvinderne til at ligge ned under fødslen, og jeg studerede i øst og vest og spurgte mig selv og andre, hvordan man kunne udvikle en forsvarlig fødselshjælp, samtidig med at kvinden bevarede mest mulig kontrol og medbestemmelse. Hvilke ve- og fødestillinger var egnede? Så var det, jeg selv blev gravid!”

Anerne, ve/fødsel
Originalstokken Foto: Henrik Schroll

Da Alfred havde skåret det første træsnit, skrev han:

”Jeg har kaldt træsnittet Anerne – mit ufødte barns aner. De konkrete aner går via min kone, over til maleriet af min bedstefar (farfar), Lars Jensen, der ses i diagonalen, og forbi de geometriske aner, cirkel og kvadrat.”

Jytte har bl.a. skrevet:

”At være jordemoder er blevet en del af mit voksenliv. Barnet, som allerede er liv i sig selv, skal bringes til verden. Det er afhængigt af moderens hjælp. Vi er alle, barn, mor, far og jordemoder og hjælpere afhængige af hinanden, afhængige af netop disse veers kraft og denne krops villighed. Barnets fremtidige liv kan ikke forudsiges ved fødslen, men her kan vi skænke det muligheder eller afskære det muligheder. Hvem er vi, som tør være med? Hvordan kan vi bruge os selv? Får vi lov at sige: “Den fødsel var god! – Vi blev alle klogere.”

”Anerne, det er familien, det er slægten. Det er alt det, vi aner, om dem, der er gået forud for os, og om dem, der kommer efter. Det er alle de mennesker, der er blevet født, før vi selv er blevet født. Hvert eneste af disse mennesker har udviklet sig – er vokset – inde i sådan en mave, men selvfølgelig er ikke alle maver så tykke, som min er her.

Når man kigger på et gammelt menneske, så er det svært at forstå: ”Har du virkelig været et lille barn engang?” Men det er også svært at forstå, når vi ser på hinanden, at vi engang har været nyfødte.

… et barn skal helst fødes på en måde, så moderen og faderen selv synes, de har haft en virkelig god og stærk oplevelse…, men det er klart, at man kan komme til at elske sine børn trods alt – jeg mener, selv om man har haft en dårlig fødselsoplevelse.

Alligevel, eller måske netop derfor: Stil spørgsmål til læge og jordemoder i god tid og bliv ved, indtil du føler dig sikker på, at du har valgt fødested og fødemåde med omhu!”

(De 4 sidste afsnit er uddrag af den båndede tekst til dias-serien Kunst og fødsel, 1982, der blev udlånt af Amtscentralen for undervisningsmidler i Næstved og anvendt ved kurset i fødselsforberedelse.) (JAAM)

Arkiv 2009

”Aaret i tekst og træsnit” af Alfred Jensen

Disse 12 træsnit blev offentliggjort måned for måned fra marts 1954 til februar 1955 sammen med Alfreds tekster i ”Magasinet”, (Søndags-)tillæg til Politiken.

Træsnit og tekster blev udgivet i Grafisk Cirkels publikation nummer 99/55.

Alfred I. Jensens sort/hvide serie kan købes i Vindheimar som postkort eller som original-træsnit (20×25)
24 af hans forskellige sort/hvide træsnit er lagt ud på hjemmesiden www.Image2use.dk , hvorfra rettigheden til at anvende tekst og billeder til et projekt – fx. en plakat, en bog eller lignende – kan købes.

December måneds grafik 2009

December 1952

Juletræsmand/december
Årets 12 måneder, 12/12
træsnit 12. jan. 1952, 19 x 26 (reg. 364)

Juletræsmanden stod og faldt i tanker mellem sine træer midt i byens støj. I det regnfugtige vejr holdt grannaalene sig friske og grønne og blev siddende paa træerne, skønt de ingen rod havde, men stod paa en kunstig fod af to korslagte bræddestumper. Han havde sin fortjeneste, men det var ikke den, han tænkte paa. Hans øjne fulgte de mennesker, der som sorte silhuetter hastede forbi butikkernes oplyste udstillingsvinduer. Neonlysene bredte et kulørt skær op over husfacaderne, og øverst oppe syntes himlen mørk som blæk. Derfra, hvor han stod, saa det ud som om stjernen i toppen paa kommunens juletræ lyste paa himlen over hustagene ligesom paa billederne med Jesusbarnet i Bethlehem. Neden under stjernen sad paa alle grenene elektriske pærer som fiksstjerner i mælkevejen. Ved siden af træet var der anbragt et træhus, hvor forsiden var taget bort, saa man kunne kigge ind til en kreds af tøjnisser, der sad og spiste noget, der skulle forestille risengrød.

Hele opstillingen var til, for at folk skulle opmuntres til at give en skærv til kommunens trængende – et af julevelgørenhedens talrige arrangementer, der satte mennesker i stand til at holde en fest, de ikke selv havde penge til. Juletræsmanden lod blikket glide videre til sine lidelsesfæller, der solgte julestemning i det fugtige vejr. Lirekassemanden havde for tiden udskiftet sine døgnmelodier med et udpluk af de mere solide gamle julemelodier; de kunne hoppe lidt skævt i tonerne fra det primitive orgelværk, men de gjorde deres virkning. Folk smilede og lagde penge i den blankskyggede, sorte kasket, der laa oven paa kassen og forsvandt i mørket.

Ved frugtvognen stod en dreng og ventede, mens hans far købte ind. Hængelamperne sydede og gyngede i vinden og kastede et skarpt, sceneagtigt lys ned over bunker af frugt; i drengens øjne saa det ud som et slaraffenland med nok af nødder, figner, dadler, appelsiner og rigtige juleæbler til at putte i godteposen til alle de børn, han kunne tælle sammen. Hans far fik hele tasken fyldt, og saa kom de hen til juletræsmanden. Nu skulle det endelig afgøres, hvor stort juletræet skulle være. Drengen kunne ikke faa det stort nok, han kunne huske, at det havde naaet helt op til loftet alle de juleaftener, han havde oplevet, og han holdt konservativt paa traditionen. Faderen var praktisk anlagt, han kunne ikke faa det lille nok, og saa blev de enige om en mellemting, betalte det og vandrede hjem med det. Faderen bar i træfoden, der var sømmet fast for neden, og drengen gik og bar i toppen og fik harpiks paa fingrene.

Jytte: motivet er salg af juletræer på Brønshøj Torv med en sporvogn i baggrunden.

November måneds grafik 2009

November 1951

Brønshøj Kirkegaard/november
Årets 12 måneder, 11/12
træsnit  3. dec. 1951, 21 x 22,(Reg. 363)

Det blæste koldt, og blæsten kulede op til en storm, der hujede i telefontraadene. Stormen gjorde sig lystig og lavede drengestreger, den rykkede tagsten løs og knuste dem mod jorden, den ruskede i træer og buske og fejede bladene op over kirkegaardsmuren hen i et hjørne foran kirkedøren, hvor de opførte en heksedans som i en vild maskerade; brandrøde, gule og stærke grønne, fligede, fingrede og fjerstrengede kurede de raslende efter hinanden i en lang række, rundt og rundt i en uendelighed, lagde sig stille et par sekunder og tog saa fat igen – det var en fest. Det blev ved at storme, til der ikke var ét blad tilbage paa træerne.

Saa begyndte det at regne.

Bladene lagde sig i lag i en klæg bunke for at blive til muld. Stormen tabte pusten. Skyerne, der havde sejlet af sted i et endeløst hastværk, var blevet tværet ud over himlen til en stillestaaende, jævn masse, der kastede et haardt, hvidt lys ind over kirkegaarden. Solen var borte, og luften blev raakold. Regnvejret varede kun kort. Den første nattefrost tog livet af de stædige stauder, saa de stod med bedrøveligt hængende blade paa tørre, visne stængler. Stedsegrønne tuja og enebærbuske var det eneste læsted for mejser og fuglekonge. Neden under buskene kastede solsorterne energisk de visne blade til alle sider for at søge efter orme og insekter, før jorden blev haard af frost. Naturens stilhed virkede som en tavs afsked med alt levende, der maatte bøje sig for den ubønhørlige naturlov, der til sin tid skulle lægge selv mennesket i jorden.

Gartnerne begyndte at rydde op i de visne vækster. Paa en af gravene gik en kone og dækkede jorden med grankviste som i en barnlig trang til at se grønt, hvor naturen havde glemt at grønnes. Der var ikke langt til advent, og derfra kun fire uger til jul.

For længst var folk begyndt at fyre i kakkelovnen; hver morgen væltede den gule røg ud af skorstenene og drev lavt over villahaverne og duftede af brændebaal.

Og det skulle vare længe, før man kunne holde op at fyre igen, alt for langt paa den anden side af jul og nytaar.

Jytte: Motivet er Alfreds mor på Brønshøj Kirkegård.

Oktober måneds grafik 2009

Oktober 1951

Grønttorvet/oktober
Årets 12 måneder, 10/12
træsnit 12. nov. 1951, 20 x 25 (Reg. 362)

Torvepladsen laa mellem huskarreerne som en vældig tom arena; facadernes vinduer lignede trætte øjne på en flok tilskuere, der stod og ventede paa, at aktørerne skulle indfinde sig. De elektriske gadelamper kastede et søvnigt gult lys ind imellem de halvt bladløse kviste paa træerne, der omkransede pladsen.

I den graa morgen kørte en strøm af gartnerbiler ad landevejene ind til byen. Taagerne dryppede af vejtræerne og dannede vaade pletter nedenunder, saa det sydede i bildækkene, hver gang en bil for forbi et træ. Sommerens sidste svaler sad i flokke paa telefontraadene og fløj i elegante sving uden om og foran de rumlende vogne. Næsten samtidig naaede bilerne torvet.

Den tomme plads fyldtes pludseligt med sollys og myldrende mennesker. Grønttorvet opstod som en kunstig have, en eventyrverden midt i byens hverdag. Stenbroen dækkedes af kasser fulde af efteraarsblomster, pærer, æbler, blommer, kørvel og dild, af jordede kartofler og tykke, renspulede gulerødder, Der bredte sig en duft af frodighed ud over pladsen.

Køberne vandrede i gaasegang i ”gaderne” bag vognene, udsøgte sig det, de havde brug for, pruttede om prisen og forsvandt i mylderet med erhvervelsen. Her en tykhjulet stålbør med navn malet paa forsmækken – stablet med kasser af blanke løg, dér en gammel knark med en kasse blomkaal i hænderne, han selv med en pudsig blomkaalsnæse i et rødmosset ansigt. En pige kom med favnen fuld af georginer og chrysantemum, vandrende som en stor levende buket med pigens hoved midt mellem blomsterne ”selv en rose saa skøn”, som digteren siger.

Henne i midterrækkerne, hvor salget foregik en detail i en mere indladende tone, sad en amagerkone iklædt den traditionelle dragt. Sort kyse, der indrammede et fint gammelt ansigt, strikket sort sjal over skuldrene, et folderigt sort skørt næsten skjult bag et blaat forklæde, der naaede helt ned til jorden.

Paa torvet var der kun to heste; den ene stod med mulen dybt i sin pose, mens hakkelsen dryssede som guldkorn ned over en sortlakeret bilskærm.

Før man vidste af det, var torvetiden slut.

Digre, bedagede politimænd med regnslag over skuldrene holdt øje med, at alt gik lovmæssigt til; de dirigerede med sagtmodige gebærder vognene ud i byens mylder.

Her og der gik en gammel kone og pillede et æble eller et blomkaalshoved op, før fejemændene samlede affaldet i smaa bunker over hele torvepladsen. Duerne gik med sirlige skridt og nikkende hoveder og var saare tilfredse med, at torvet atter var deres.

September måneds grafik 2009

September 1952

Svend i haven/september
Årets 12 måneder, 9/12
træsnit  1952, 18 x 25, (reg.361)

Inde under hyldetræerne var der saa mørkt som i en have stue bag nedrullede gardiner; kun faa steder naaede solstraalerne udefra at trænge ind mellem de tæt siddende blade og danne solpletter, der lige som lysende vandmænd laa og gyngede i et hav af smaasten og nedfalden, overmodne hyldebær.

Hyldetræerne var i sin tid plantet som lysthus, men her var efterhaanden saa tilgroet af bjørneklo og alskens ukrudt, at ingen tænkte paa at benytte det mere; det var blevet en indelukket verden for sig, jorden var fugtigsur, og en særegen bittersød duft fortalte, at det var blevet hyldebærtid.

Midt i lysthuset stod en balje med udbredte aviser i bunden, den var halvt fuld af hyldeklaser. Paa de øverste trin af en skrævende stige saas et par store lerede træskostøvler med nedtraadt kappe, de forlængedes i to bukseben af svært sort stof, der skjulte deres fortsættelse opefter mellem grønne blade. Med korte mellemrum kom en solbrændt haand ned gennem det grønne og lod en klase med blaarøde, blanke bær falde ned i baljen, saa rakte haanden atter opefter, og bedstefars hoved dukkede frem i sollyset over bladkronen.

En flok omstrejfende stære kom susende hen under det septemberklare himmelblaa; de havde sat sig for at plyndre naboens pæretræ, før de tog fat paa hyldebærrene. De slog sig ned og hakkede dybe huller i de saftige pærer, gnaldrede roligt i al overfloden, peb og baskede med vingerne og overklattede de hvidmalede havemøbler med lilla.

Baljen blev baaret ind fuld af hyldebær; med en gaffel blev klaserne ribbet for bær, der sprang som haglkaskader i den store suppegryde. – Det blev aften, før det arbejde var overstaaet, og husmoderen sank ned paa en stol med de blaafarvede hænder i skødet; hyldebærsaften kogte, og ruderne duggede.

Ude i den mørke have dumpede æblerne ned paa græsplænen, her kunne man hver morgen samle dem op af det dugvaade græs; de blev lagt til tørre paa havebordet, hvor de blev liggende dagen igennem og rødmede i solskinnet.

Jytte: Motivet er Alfreds bror, maleren Svend Immanuel, der ordner æbler ved havebordet. Bag ham står stigen, men ellers er der ikke noget spor efter den hyldebærplukkende bedstefar, som Alfred fortæller om i sin skriftlige billedfortælling.

August måneds grafik 2009

August 1952

Høstarbejde/august
Årets 12 måneder, 8/12
træsnit  1952, 19 x 25, (reg.360)

Tordenvejret var overstaaet; de blaasorte skyer trak videre nordover og hikkede et mat lyn af sig efterfulgt af en spagfærdig rumlen. Dagslyset vendte tilbage i gyldne farver under skydækket i syd. Tre og tre kom hestene ud paa markerne og blev spændt for selvbinderne, hvor de var standset, før uvejret brød løs.

Bag en af de klaprende maskiner gik en dreng med bare fødder slæbende hen over stubbene, der dukkede frem under binderens rullende sejl; han havde endnu hovedet fuldt af billeder, der hørte tordenvejret til.

Ganske stille var høsthimlens støvede blaagraa farve blevet til vældige blaasorte skyer, der pustede sig op, rullede rundt, faldt sammen og steg igen, og da binderen et øjeblik holdt stille, havde tordenen brummet som en olm tyr, der ville gaa til angreb. Pludselig var der kommet et koldt vindpust, der lugtede af vand, bonden havde spændt hestene fra og begav sig paa vejen hjem til gaarden, skyerne dækkede himlen lige oven over hovedet; i det samme faldt der en stor draabe paa drengens haand. Et grenformet lyn løb hen under skyerne, og lidt senere kom der et brag, der fik hestene til at skælve og sætte i løb med de lange liner daskende hen til bondens haand. Inde over gaarden hang et bredt graat regntæppe, træerne svajede i vinden, og fuglene flaksede forvirret om og søgte læ for regn og vind; det postede ud af skyerne som vand af en vandkande, hestenes haarlag blev farvet mørkebrunt paa ryggen, og ned langs deres sider fulgte vandet hvirvlerne og saa ud som et kunstfærdigt dækken. Bonden og drengen blev vaade til skindet.

Paa gaardspladsen sprang regnen lystigt i gruset og dannede fossende, grumsede vandstrømme ned mod porten, det plaskede fra tagskægget, og i skyerne bragede det, mens okkergule flosser drev hen under det skumle blaa. En hidsig siksak stribe jog ned tæt ved, og i samme nu lød der et brag, som om hele gaarden styrtede sammen. Det havde været et rigtigt vejr.

Nu skinnede solen igen.

Selvbinderens kniv snittede med en hvislende lyd straaene over, de store ”møllevinger” vippede aksene ind over sejlet, der førte kornet op til den mærkelige mekanisme, der selv fandt ud af, hvornaar der var straa nok til et neg; saa drejede de fire arme i en hovmodig bevægelse og kastede det færdigbundne neg paa jorden. Ovre hos nabobonden paa banken kunne man se markerne forandre farve for hvert skaar, den lignede et vældigt mønstret gulvtæppe med striber og diagonaler. Drengen traskede af sted; det var en rar fornemmelse at mærke de bløde blade paa kløveren, der groede mellem de stive stukkende stubbe.

Jytte: Midt i billedet ses de tre heste forspændt selvbinderen, der styres af bonden. I forgrunden samlede og usamlede neg, i baggrunden nabogården, som nabobonden er på vej op til, støttet til sin stok. Drengen er der ikke. Måske er det Alfred selv, og selv om han altid har sagt til mig, at motivet er fra Brønshøj, så tror jeg fortællingen er fra hans egen tid som feriebarn på Ågården i Næsby.

Juli 1952

Maria foran teltet/juli
Årets 12 måneder, 7/12
træsnit  1952, 18 x 22, (reg.359)

Ned langs kartoffelstykket laa et stykke jord med knæhøjt kvikgræs og andet ukrudt overladt til naturens egne luner; det bar lige bredt nok til, at et telt kunne staa der med bardunerne spændt ud mellem de blomstrende kartoffelplanter til den ene side og ind under haveskellets harpikssvedende graner til den anden. Pigen, som boede i teltet, var kommet en sen eftermiddag og havde indrettet sig for sommeren med sine kogegrejer og faa livsfornødenheder. Straks var der en masse insekter, der tydeligt nok protesterede mod den fremmedes indtrængen paa deres omraade; myrer, hvis veje var blevet afbrudt og dækket af teltets underlag, styrtede forvirret omkring med deres pupper højt løftet over jorden. Først efter nogle dages forløb fik de saa megen ro paa sig, at de begyndte at vandre ad nye stier, med politi, der vimsede omkring og følte de andre myrer paa hornene og sorterede ven fra fjende. De havde opdaget, at den fremmede havde medbragt noget til at spise; de krøb nysgerrigt ind i folderne paa alle pakkerne og løb hjem og fortalte om lækkerierne til de andre myrer i tuen. I teltets øverste vinkel hyggede fluerne sig, gned sig velbehageligt i ”forpoterne”, strøg deres vinger med bagbenene og slap dem med et svip, gik paa kærestesjov og befandt sig som hjemme. En tigerstribet hveps fulgte et ufuldkomment insekt, mens den kravlede op ad teltvæggen, dumpede ned, summede arrigt og kravlede op igen i stedet for at flyve ud ad den aabne teltdør.

Natten blev ikke mørkere, end at man kunne skelne myggene mod den hvide teltvæg, hvor de sad og lurede, til pigen var faldet til ro i sin sovepose; saa svirrede de med vingerne i en nervøs høj tone, der pludselig blev som skaaret over, naar de landede og med deres stive snabel pirkede efter et sted at suge menneskeblod. En gang blev stilheden brudt af en stødvis snurrende lyd fra en lille bitte motor; lyden fulgtes af sagte bevægelser i græsset lige uden for teltet. Pigen vaagnede med et sæt. Krøb ud af posen og stak fødderne i et par sko og løsnede snøringen i teltdøren. Uden for lyste himlen svagt grønligt i nord og fortonede sig i køligt blaalilla i syd, hvor stjernerne blinkede over sorte kuplede trækroner. Natteduggen dryppede af græsset for hvert skridt og gjorde sko og ben vaade og kolde. Pigen listede nærmere og stod endelig ved stedet, hvorfra lyden kom, – hun tændte sin lommelygte, og midt i lyskeglen sad to pindsvin – det ene luntede rundt om det andet, puffede til det med trynen, øffede sine snurrelyde ud i nattestilheden uden at tage notits af lyset fra oven – det andet sad ganske stille i prikken indadvendthed og lod sig ikke rokke hverken af puf eller indsmigrende øffen. Da det prikne pindsvin omsider syntes, at legen havde varet længe nok, sjokkede det ind under granerne over i naboens have fulgt af den forsmaaede bejler. – Pigen vendte tilbage til teltet, krøb i soveposen og vaagnede først ved at mærke morgensolens stikkende hede i teltet.

Jytte: motivet er Maria, der sidder i græsset og tegner på en blok foran teltet og med sin cykel i baggrunden. Et par dage efter årets Charlottenborg-udstilling, 31. august 1952 fejrede Maria og Alfred deres bryllup.

Juni måneds grafik 2009

Juni 1952

Kartoflerne hyppes/juni
Årets 12 måneder, 6/12
træsnit 1952,  19 x 22, (reg. 358)

Det var blevet midsommer. Aftenens varme lys bredte sig over haven fra den dalende sol i nordvest, hyldeblomsterne duftede og udfoldede sig som solblegede parasoller over det mørkegrønne løv. De to drenge havde oplevet den første dag i det fri, nu sad de solskoldede og trætte og lod tankerne løbe, som de ville.

Paa vejen ud til sommerhuset havde Niels siddet i sin cykelstol og set frem over sin fars ryg paa de hvide sommerskyer, der fløj foran dem ud til grunden; han havde lyttet til vindens sagte torden i ørerne, men drejede han hovedet til siden og kikkede ind i haverne, blev det saa stille, at han kunne høre de fuldvoksne fugleunger, der med usikre stemmer tiggede forældrene om mad.

Han havde forgæves prøvet at huske, hvordan sommerhuset saa ud; rødt var det, men ellers huskede han ikke, om det var større end villaerne ved vejen. Da de drejede sidste gang for enden af den store tjørnehæk, laa haven dér saa grøn og selvfølgelig, at han helt glemte at se paa huset; han var nær blevet bange for, at de skulle have faaet forkert nøgle med, for hans far maatte vrikke meget længe med laasen, før døren gik op.

Inde fra huset kom der en muggen lugt som af gamle bøger. Niels kom til at tænke paa alle de ting, hans mor havde gemt væk, før de tog tilbage til byen sidste aar; i det samme kom hans mor med lillebror – de tog fat i hver sit haandtag paa den nederste kommodeskuffe, saa den gled ud, og begge to satte sig paa gulvet med et bump. Dér laa alt legetøjet. Brandbilen saa meget mindre ud end sidste aar, man kunne vist ikke sidde og køre paa den mere; alle sneglehusene sad stadig paa rad i en stump sejlgarn; ud af bunken tog Niels sin flyvemaskine – den havde han selv lavet af træ med en filmspole som hjul og et bøjet søm som styrepind.

Drengene gik ud i haven og satte sig til at lave sandkager i en gammel kasserolle; men netop som de legede allerbedst, sagde deres mor, at de skulle i seng, men deres far kunne faa lov til at gaa og hyppe kartofler, saa længe han havde lyst. De fik lige lov til at trække en radise op hver. Den sved paa tungen, saa de fik taarer i øjnene.

De sad paa knæ paa forældrenes seng og kiggede ud ad vinduet, mens vandet blev varmet paa primussen, der lugtede af petroleum.

Ude i lavningen foran skoven emmede varmen af jorden som hvide taageslør. Naboen brændte kvas af, og røgen rullede som sorte uldboller hen over grantræernes spidse toppe, de glødende gnister sprang som vildfarne stjerner lige op i luften og blev borte – saa blev det pludselig mørkt.

Inde fra deres senge kunne de høre slaamaskinen klapre. De kunne lugte det saftige græs ind ad vinduessprækken. I morgen skulle de samle en kæmpehøstak til træhesten.

Jytte: Alfreds svoger, Regnar Jensen, hans søster Valborg og deres to børn, Niels og lille Anders sysler med hver deres gøremål i haven ved sommerhuset.

Maj måneds grafik 2009

Maj 1951

 De gamle i baghaven/maj
Årets 12 måneder, 5/12
træsnit 1951, 20 x 23, (reg. 357)

Natten igennem havde maagernes skrig staaet som en sammensmeltet urolig lyd, der understregede nattens stilhed; men endnu før det var blevet morgen, begyndte dagens store koncert; den tog form i fuglesang, naaede sit højdepunkt i menneskers maskinlarm, og ebbede ud i de lyde, der hørte natten til.

Droslen var den første; den havde sat sig i pæretræets top og sendte sine kaldende toner udover haverne. Langt borte fra kom svaret fra en anden drossel, to toner, der sprang op over en oktav; saa udfoldede den et kunstfærdigt tonemønster, gentog det og fik atter svar – den varierede sit tema, saa det paa en uforklarlig måde fik lighed med morgendug og rindende, solblinkende vand. To drosler havde kaldt dagen til liv og vækker dyr og mennesker …

Som paa et taktslag begyndte et kor af solsorter at synge med bløde, dybe fløjtetoner, og droslen tav og fløj til sin mage, der arbejdede med den nye rede. Midt i denne hjertesmeltende toneskønhed tog en musvit fat paa at ”file sav” – fornøjet og foretagsom hoppede den syngende om mellem frugttræernes hvidblomstrede grene; den hang lige saa tit med ryggen nedad, som den sad oven paa grenene, mens den ledte efter larver og andre lækkerier.

Som et touche til den primitive sanger lød en bogfinkes fanfare i festlig, gennemtrængende staccato paa tværs af alle musikalske reglementer. En rødstjert bragte sit aristokratiske bidrag til koncerten i langtrukne triste toner; den blev ved, som den var begyndt sin ensformige melodi, uendeligt sørgeligt …

Først da alle havens fugle havde gjort deres entré, vaagnede graaspurvene, der delte hus og livsvaner med menneskene. Spurvesnakken blev ikke til sang – ubekymret spyttede den sine to tre toner ud oven i hinanden, som en sømand spytter langspyt.

Inde i et hus begyndte et barn at græde med nasale, gnækkende overtoner. Én begyndte at skramle med kasseroller og gryder, og efter en lang tid holdt graaden inde. En bil sendte sine sætvis snurrende lyde ud i det lydvirvar, der fortalte, at mennesket var gaaet i gang med arbejdet. Tavse husmødre listede af sted i nødtørftig smukkesering for at hente morgenbrød og mælk i mejeriet.

Hen paa eftermiddagen kom de gamle ud med kaffekanden og satte sig paa en solvarm plet foran hækken, hvis tornede grene havde sat smaa frierbuketter, der duftede sødligt som parfumeret sæbe. Bierne summede mellem smaa stikkelsbærblomster, der næsten ikke var til at faa øje paa mellem udsprungne blade. Mejsekassen var tom – i flere aar havde den ikke haft andre beboere end nogen lyssky ørentviste, der forskrækket flygtede bort, saa snart man lettede paa laaget.

Solen nærmede sig horisonten, skyggerne blev kolde og lange, solsorterne piftede bange og mørkerædde, og droslen fløj op i pæretræet; sidst af alle fugle sluttede den sin sang længe efter, at dagen var forbi …

Jytte: Alfreds mor og far sidder på bænken, hun lidt sammenkrøbet, han bred og med skrævende ben. Kaffekanden og hans kop står til højre bag stativet med mejsekassen. Ingen tvivl om havens frodighed.

April måneds grafik 2009

April 1951

Brønshøj Torv/april
Årets 12 måneder, 4/12
træsnit  1951, 17 x 23, (reg. 356)

´Der sad en solsort ved kvisten oppe paa tagskraaningen; sit navn tro lignede den en sort sol med det gule næb som en rest af en stumpet solstraale, der pegede ud fra centrum af kuglen. Den lagde hovedet paa skraa og fløjtede sagte med lukket næb, som ville den liste sig til at lokke solskin og foraar frem. Vinden løftede paa dens fjer og førte dufte og lyde med sig; et eller andet sted maatte der være blomster, men de var ikke til at se, og fra jorden kom der en raa, krydret luft, som fortalte om grøde og vækst.

Helt nede fra mosen lød det evige kævl fra rugegale maager, der sloges om redepladser mellem okkergule siv, der havde skudt nye blade op over den blaagraa vandflade.

Inde over markerne havde de første trækfugle for længst vist sig; viberne var holdt op med at flyve i flok og søgte sig nu to og to en fordybning i jorden, hvor de uden større forberedelser kunne lægge deres æg; deres blide skrig blandede sig i luften med lærkens hastige, endeløst kvidrende remse.

Solsorten fløj med graciøse vingeslag ned fra taget, strøg hen over havens stakit og landede lydløst paa jorden mellem et mylder af erantis, der lyste stædiggult mod den kølige, rødbrune muld – det var nok herfra blomsterduften kom. Et øjeblik stod fuglen stille, saa løb den et par skridt og standsede brat og lyttede; med et sæt hoppede den og huggede hidsigt næbbet i jorden og fik fat i en regnorm; med nogle hurtige kast med hovedet samlede den ormen i en klump i næbbet, satte af fra jorden og fløj – saadan ville den kun gøre, hvis den havde sin mage paa rede …

En enlig humlebi summede nærsynet forbi to vintergækker, der mærkeligt hvide og fine var groet af den uformede jord.

Alting var vaadt. Det stænkede fra den hvide himmel, men fugtigheden blev hængende i luften og ville ikke blive til regn – den samlede sig i lysende draaber, der vandrede paa rad under de elektriske ledninger – den silede ned ad tagstenene og gjorde dem blanke – den vaskede harpikset af træernes fede knopper, dryppede fra kviste og grene og drev ned ad de furede stammer paa de to gamle piletræer, der stod med rødderne lukket inde under fliserne paa fortovet foran sporvognssløjfens ventesal.

Folk skuttede sig mod de flyvende draaber og skyndte sig af sted eller stillede sig og ventede paa sporvognen bag avismandens hus, hvor hans løbesedler sugede luftens fugtighed til sig som trækpapir, blev bløde og sank sammen og blæste ud af deres ramme.

Jytte: Alfreds mor står på fortovet ved stoppestedet under sin paraply, og skyggen af vognstyreren i den forbikørende sporvogn, linie 5, er måske Alfreds far. Ved kiosken står en mand og betaler.

 Marts månedens grafik 2009

Marts 1951

Jesper Morgenhane og Niels Jensen/marts
Årets 12 måneder, 3/12
træsnit  1951,  18 x 22, (reg. 355)

Det havde været graavejr, dengang det sneede; vinden var kommet fra øst, den havde suset iskold om hjørnet og havde fejet sneen op i en drive et par meter fra væggen bag vestsiden af huset. Nu skinnede solen, og vinden havde lagt sig; mon ikke man kunne regne med, at vinteren var overstaaet for denne gang … Der var allerede smeltet en bred stribe af sneen bort, hvor solstraalerne naaede at varme, men driven laa der dog stadig og blev porøs og samlede paa smaa spor af fuglefødder og sod fra skorstene.

Niels gik for sig selv ude i haven og skar med en lille spade lagkager ud af sneen til hønsene i hønsegaarden, det glitrede og lynede i millioner af smeltende iskrystaller, saa det stak én i øjnene.

Hønsene brød sig ikke om lagkagerne, men heldigvis kom onkel ud i haven og begyndte at rulle en snebold paa græsplænen. Niels havde ikke troet, at en snebold kunne blive saa stor som han selv, og han var endda to aar og havde lige faaet en lillebror; onkel skubbede og skubbede paa snebolden, og for hver omdrejning satte der sig flere tykke sneflager fast, og de trak visne blade og græs med sig, jorden kom til syne, sort og vaad med smaabitte lysegrønne græsspirer. Snebolden blev til en snemand – Niels stod og krammede de kolde hænder i uldvanterne. En masse sne kurede ned ad den skraa tagside og skramlede ud over tagrenden og ramte jorden med et hult bump, hønsene klukkede forskrækket.

Niels ville bære Jesper Morgenhane, det havde han gjort masser af gange; onkel lukkede døren til hønsegaarden op, og alle hønsene fløj og løb lige forbi snemanden hen til det tomme blomsterbed, hvor jorden var ved at blive tør, dér sank de ned paa maven, kradsede i jorden og sparkede den op paa ryggen, rystede den ind under fjerene og klukkede fornøjet. Jesper stillede sig ved siden af og passede paa; onkel kunne gaa lige hen og tage ham og sætte ham i Niels’ arme, han sad ganske stille og plirede med øjnene, han kunne lide at blive baaret, for han havde gigt i benene af vinterens kulde, og det var stadig koldt at gaa med bare tæer paa jorden. Da Niels slap ham, blev han staaende paa stedet, baskede med vingerne, krummede hals og galede, saa det gjaldede mellem husene og kaldte hanegal fra de andre hønsegaarde i nabohaverne. Niels fodrede hønsene med majs, der ligner slebent rav, med kantet byg og lange havrekorn, ét for ét pikkede hønsene dem op, som om de ville holde tal paa det, de fik.

Solskinnet fik de røde mursten til at gløde og fugerne til at lyse grønt ind imellem; blommetræets trinde grene kastede lyset tilbage fra den blanke bark – men der var ikke tegn til, at knopperne skulle springe ud, ikke engang i cox orange-træet ved sydmuren.

Jytte: Motivet er 2-årige Niels, Jesper Morgenhane og et par høns i det tomme blomsterbed, blommetræet ved vestmuren og æbletræet ved sydmuren.

Februar måneds grafik 2009

Februar 1951

Snerydning/februar
Årets 12 måneder, 2/12
træsnit 1951, 19 x 13 (reg. 354)

Det var blevet vinter. Dagene var korte, nætterne lange. Kulden gnavede sig ind alle vegne, hvor man ikke kunne holde sig den fra livet med varmt tøj og ild i kakkelovnen. Det elektriske lys irriterede øjnene fra morgenstunden, saa man undgik saa vidt muligt at tænde det, før det blev aften; men kakkelovnen havde paa denne aarstid en charme og tiltrækningskraft, der lokkede et drengeinstinkt frem i husets fader; det var hans daglige eventyr at fyre op med døgngamle aviser, der endnu lugtede af tryksværte, med brænde, der duftede af skov, hvor træer havde groet et par menneskealdre, og med sorte gasstinkende koks, den sidste rest af en fortidsskov, der havde genlydt af fugleskrig og duftet af vækster, intet menneske havde set.

Her i kakkelovnen forenedes fortid og nutid i ilden, blev til buldrende flammer og knitrende gløder med en farvepragt, der kun kan sammenlignes med en solnedgangs farver en sommeraften paa landet.

Ganske langsomt tiltog dagslyset og trængte ind gennem de tilfrosne ruder; den firkantede glasflade var dækket af en frodig kold vegetation, der bredte sig efter sine egne uudgrundelige love – her lignede den smaa bitte mostuer, dér brede palmeblade, der laante himlens og jordens farver i sarte, lette toner. Kakkelovnsvarmen slettede isfantasierne af ruderne og aabnede for udsynet til virkeligheden.

Verden var blevet hvid paa en nat, sneen hang som en tung dyne ud over nabohusets tagrende og saa ud til at kunne falde ned naar som helst; frugttræernes kroner var dækket af et duftløst snepudder, der dryssede ned ved smaafuglenes lette hop i kvistene. Omkring foderbrættet kævledes graaspurvene, mens solsorterne med lange sæt hoppede til og fra og fik sig en bid brød, deres sorte fjerdragt sugede alt lys til sig og gjorde omgivelsernes sneflade bar og barsk.

Husets fader overlod kakkelovnen til sig selv, hentede skovl og kost og gik ud i sneverdenen. Andre var allerede i gang med at rydde sneen af vejen; alle lyde var dæmpede, man hørte kun skovlenes skraben og kostenes hvisken, mens folk som udklippede silhuetter paa et hvidt stykke papir bevægede sig i en skyggeløs verden.

Børnene trak om med deres kælke og fik røde kinder, de lavede vilde sneboldkampe og rullede sig i sneen og havde det festligt; for dem var der noget meningsløst i de voksnes iver for at faa sneen bort; mederne paa deres kælke skurede mod vejbanens ru asfalt, det var alt for tungt at trække.

De voksne tog sig et hvil i ny og næ, støttede sig til skovl eller kost og drøftede vind og vejr og det fælles besvær med sneen, mens de skævede til den hvidgraa himmel, der lovede mere sne, mere kulde og isnende blæst fra øst.

Jytte: motivet er Alfreds far og to nabokoner, der skovler sne på Astrupvej i Brønshøj.

Januar måneds grafik 2009

Januar 1951

 Nytårsaften/januar
Årets 12 måneder, 1/12
træsnit 1951, 21 x 22 (reg. 353)

Nytårsaften kom med fut og knald og mægtige bom oven på den række stilfærdige festdage, der havde afsluttet det gamle aar. Byens børn havde allerede tidligt paa aftenen sikret sig et forskud af kinesere og knaldperler, som de skød af, mens de drev om i flokke paa de mørke veje og hittede paa tossestreger. De udmalede sig i fantasien, hvor gal en husejer kunne blive ved at finde sin havelaage dinglende i flagstangen nytaarsmorgen. De fleste var nu forberedt paa ballade og havde selv taget deres havelaage ind i husene sammen med dørmaatterne, der ellers let kunne havne i et hønsehus, hvor hønsene benyttede dem paa en maade, ingen husejer fandt morsom.

Aftenen var i sandhed aparte. Det var ikke bare børnene, der teede sig mærkeligt. Et sted kom et par voksne mænd bærende paa en flosset divan, selv havde de formummet sig bag papnæser og papirshuer; de anbragte møblet midt paa kørebanen, overhældte det med petroleum, antændte det og forlod scenen lige saa stille, som de var kommet. Nu kom der gang i begivenhederne, brandsprøjten kom tudende og slukkede det ulovlige baal, og børnene frydede sig.

Et andet sted stod en mand hensunken i beskuelsen af en ”sol”, der spruttede og hvæsede som en arrig kat., mens den gnistrende snurrede rundt paa sin knappenaal, der var stukket fast i en telefonstolpe.

Hen over den mørke himmel trak raketterne lange ildstriber, der endte med en regn af faldende gnister.

Ind imellem bragene virkede stilheden mærkelig tom; den satte tankerne i bevægelse og manede nytaarsforsætterne frem og anbragte dem paa deres gamle plads i folks bevidsthed.

Det sneede ganske let, de fine snefnug satte sig paa folks øjenvipper og fangede lyset fra vejens lamper: saa tæt ved øjet virkede snefnuggene som de fineste ornamenter, nogen smykkesmed kunne forestille sig.

Indendørs blev lysene tændt paa juletræet for sidste gang, træet havde staaet pyntet siden jul, og for hvert lys, der brændte ned, mistede pynten noget af sin glans; til sidst var der kun ét eneste lys tilbage, flammen blafrede helt nede ved lyseholderen, trak sig sammen til en glød og slukkedes. Mørket bredte sig med stilheden i stuen.

Ude bag de nedrullede gardiner glimtede fyrværkeriet, over bragenes korte smæld klang kirkeklokkernes lange, dybe toner.

Nytaarsdag kom børnene ud for at se paa resultatet af nattens staahej; her og der laa der en kineser, der ikke havde nået at knalde, før lunten slukkedes – hvad der endnu var krudt i blev futtet af, det gjaldt om at udnytte tiden, før skolen skulle begynde og det for alvor blev hverdag igen.

Jytte: Muligvis er det Alfreds bror, maleren Svend Immanuel, der ses i motivet, stående med ryggen til. Det lille barn kunne være Niels, Alfreds nevø, og pigen med ryggen til kunne være Bente, Alfreds niece, datter af hans ældste søster.