Oliebillede marts 2012

Marmorbroen – til minde om Mária
Olie på lærred 85 x 119, 1991 (reg. 231)
Foto: Doris Christiansen

Alfred malede dette billede i en for ham trist periode. Det gik ham på, at jeg efter min universitetseksamen i sommeren 1990 alligevel ville læse videre. Hans ønske var, at jegvar mest muligt hjemme, og han forudså, at jeg ville få lige så meget at gøre uden for hjemmet, som jeg havde haft de foregående seks år. Jeg tror, at det fik ham til ekstra megetat savne sin første kone, den islandske maler  Mária (Mria) Hugrún Ólafsdóttír.

Motivet hentede han i et billede, som Mária havde malet i 1948, og som jeg ikke kender.
Indgangen til Christianborgs Ridebane ses til venstre og bagsiden af Nationalmuseet til højre. I det røde hus på hjørnet af Ny Vestergade, som Marmorbroen peger hen imod, havde Máría logi hos sin søster og svoger, da hun kom til København og blev optaget på Akademiets malerskole.

Jeg har endnu ikke fundet ud af, præcis hvornår hun kom til København, men fra et af Alfreds breve til Elsebet Schütze (se denne måneds tekst til brændebilledet Alleshave. Husmandshus) ved jeg, at Alfred og Máría læste fransk sammen i maj 1947 som forberedelse til akademi-elevernes bustur til Paris samme sommer.

Marmorbroen – til minde om Mária er på én gang rødmende lysende og dystert mørkt. Jeg opfatter titlen og hele billedets farveholdning som udtryk for hans sjælelige bearbejdelse af de to modsatrettede følelser, lykke og sorg.
Hans første sorg var, at akademi-eleven Elsebet Maria Castenschiold i sommeren 1946 havde giftet sig med billedhuggeren Rolf Schütze.
Hans lykke var, at han allerede året efter og lodret imod sine forventninger blev forelsket i en ny kvinde Mária og gift med hende fem år senere.
Hans anden sorg var, at hun døde fra ham allerede i 1979.

Jeg ved ikke, hvem den rige, pelsklædte kvinde på billedet er. Hun kommer gående på den anden side af kanalen mellem Marmorbroen og Stormbroen, hvor beskueren (og maleren) befinder sig. Elsebet og Alfred fastholdt deres venskab hele livet igennem, og jeg gætter på, at kvinden er Elsebet, og at han således også fik sin kærlighed til hende med i billedet til minde om Mária.

Indirekte fik Alfred også mig med. Da han malede billedet, havde han og jeg været gift i ti år. Hele min barndom boede jeg i den anden ende af Ny Vestergade, og jeg havde gået i klasse med Anna, som var datter af Márias søster og svoger, og som jeg stadig er gode venner med.

Anna og jeg var begyndt i første klasse på N. Zahles Skole på Nørrevold i 1944. Hverken min mor eller Márias søster brød sig om, at vi to småpiger færdedes alene, og indtil besættelsestiden var forbi, skiftedes de til at bringe os i skole og hente os igen.

Det er således ikke helt utænkeligt, at Alfred har samlet sine tre kærlighedsforhold i dette ene billede med Mária som den centrale figur.

Billedet har aldrig været udstillet og er således ikke kunstkritisk vurderet. (JAAM)

Oliebillede for juni, juli og august 2011

Sommer i Næsby 1971

Sommer i Næsby
Olie på lærred 46 x 75, 1971, (reg.169)
Erhvervet af Fuglsang Kunstmuseum, 2009
Foto: Doris Christiansen

Alfred I Jensen malede Sommer i Næsby det år, jeg flyttede til Næsby, og han havde det med på Kunstnergruppen SE’s årlige udstilling på Charlottenborg 2.-19. september samme år. Dog uden for katalog, hvilket tyder på, at han ikke blev færdig med at forsølve rammen før i sidste øjeblik. Af min registrering kan jeg se, at han satte sidste penselstrøg 1. juni.

Billedet viser en tidlig sommer-udsigt fra Vindheimar over Næsbyholms marker, der ligger mod syd-sydvest. Farverne er forholdsvis dæmpede, og lyset kommer fra himmelens lette og fine skyer (man bedes se bort fra det lys, som er et resultat af foto-blitzen).

Sommer i Næsby er et af Alfreds karakteristiske landskabsbilleder, stilfærdigt og naturtro. For mig at se er skyerne det mest fantastiske, for jeg ved, han var mindst en måned om at male sådan et billede, mens vind og vejr skiftede i én uendelighed. Alligevel er de præcis genkendelige for årstiden. Hvordan bar han sig ad?

De fire telefonpæle langs den anden del af u-vejen omkring Næsby er som taktstreger, der opdeler billedet lidt under den vandrette midte, og vejens lette stigning mod højre afbalanceres af en buet horisont-linie. Det er et billede, som man bliver mere og mere glad for at se på, og jeg har haft det hængende på mit værelse indtil 2009, hvor det blev erhvervet af Fuglsang Kunstmuseum. Jeg glæder mig til, museet på et tidspunkt får mulighed for at udstille det.

Min beslutning om at overdrage det til museet krævede en dyb vejrtrækning. Det er nemlig det første AIJ-billede, jeg har ejet, og historien er, at jeg vandt det som 1.præmie på Charlottenborg-udstillingen. Jeg plejer ellers aldrig at vinde noget, men når man købte en billet til Kunstnergruppens udstilling, deltog man automatisk i en lodtrækning om fire gevinster på hhv. 750, 500, 300 og 200 kr. Vandt man, kunne man bruge pengene som betaling for et udstillet billede efter eget valg. Man kunne også bruge det som en del
af betalingen for et dyrere billede, og det gjorde jeg. Jeg havde nemlig forelsket mig i Sommer i Næsby, og prisen var dengang 2.500 kr.

Jeg fortryder dog ikke beslutningen. Billedet fortjener at blive set af mange mennesker, og da jeg stadig bor i Næsby, kan jeg tidligt hver sommer glæde mig over at gense mit billede live. (JAAM)

Oliebilleder for april og maj 2011

Da Alfred I. Jensen var kommet på den anden side af de 75 år, husker jeg, at hans hverdage blev vanskeligere, og hans eftertænksomhed blev dybere. Det første billede i denne række af 5 store værker, som han arbejdede på i over et år, har da også taget navn efter en salme om forsagelse og kamp (nr. 655 i Den Danske Salmebog):

1. Est du modfalden kære ven …

Er du modfalden kære ven, som tror dog på Guds søn
og beder i hans frelsernavn hans egen barne-bøn,
se du dig op til Himmerig højt over skyer grå,
hvor i vor Faders højrehånd jo alting monne stå!

2. Rekvie / Kold måne

Se ud så over jorderig som et Guds barn, der ved
alt må tjene dem til gavn, som har Guds kærlighed!
Det er blandt folk et gammelt ord: Hver djævel har sin tid.
Men vist er det, enhver har tabt, som gik mod Gud i strid.

 

Guds engle er så mange slags som dage i et år,
og hvad hans bud det sigter til, det rammer på et hår.
Guds ærinde går hver en storm, om den er nok så vild,
og ihvor gal den bryder løs, ham tjener dog hver ild.

3. Fut i fejemøget

Og når alverden kaster lod om ære, liv og gods,
udfaldet står dog i Guds hånd, hans engle står derhos.
Og tror du på den kærlighed, han elsker støvet med,
da læg og rejs dig i hans Ånd, vær ej for trussel ræd!

Vor tro det er vor faste borg, dens spir det er vort håb,
i den får vi Gud Faders Ånd med Jesu barne-dåb.

(N.F.S. Grundtvig 1850-51)

4. Malet efterglød

 

 

Melodien er Carl Nielsens ”Min Jesus lad mit hjerte faa …”, 1914, som han har genbrugt i 3. sats af sin kvintet for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot, opus 43, 1922. Hver eneste dag lyttede Alfred til klassisk musik i radioen, og blandt danske komponister var Carl Nielsen hans yndling. Han ejede selv en klarinet, men nåede aldrig at bemestre den. I stedet fløjtede han rent og klokkeklart til, når han hørte et elsket stykke musik.

Da jeg skulle skrive hjemmesideteksten til disse fem Alfred-billeder, undrede jeg mig over, at Alfred i titlerne på sit billedværk tydeligt angiver fem satser på denne blæserkvintet. Jeg gik ind på www.musikbibliotek.dk for at orientere mig, og her står bl.a., at den består af 3 satser, og at man i den sidste hører variationer over Carl Nielsens melodi til salmen ”Min Jesus lad mit hjerte faa …”.Men gør det noget? Alfred havde ikke de samme muligheder for at orientere sig på nettet, som man har nu, og det vigtigste er vel den billedmæssige inspiration, og hvordan han fortolkede tanker og følelser i sit værk.

De 4 første ”satser” har samme motiv, men forskellig stemning. Motivet er hans sorte killing, som ligger på en trækasse, omgivet af bladhang, rod, en gammel cement-parasol-fod, der er stablet op på et brændestykke, samt en kævle, der fylder godt på savbukken. Bagved ses bagsiden af det lille kunstnerhjem Vindheimar, og jo mere man ser på billedet, jo flere detaljer dukker op.

Alfred var begyndt at gå dårligere, og dette motiv kunne han male, indpakket i tæpper og siddende ved foden af havens store valnøddetræ, omgivet af alt sit malergrej, og med to termokaffekander forsynet med hver sin te-hætte, så kaffen kunne holde sig varm så længe som overhovedet muligt.

Est du modfalden kære ven … er et af de oliebilleder fra hans sidste år, hvor lærredets grålighed dominerer, men hvor det grå tager farve af de omliggende lyse farver. Trods den dystre titel er helhedsindtrykket næsten forårsagtigt. Alfred var på mange måder en modsætningernes mand.

Rekvie – normalt rekviem – henviser til en romersk-katolsk sjælemesse for de døde, så også i titlen til dette billede har han fastholdt tanker om kristenlivets forsagelse og kampe. Tillægs-titlen Kold måne må efter min opfattelse henvise til billedets kølige lys og måske til nætter i graven. Samme sommer blev killingen desværre kørt over, og da vi begravede den i haven, konstaterede vores datter Lærke med stor forbavselse, at Alfred havde tårer i øjnene. Det var første gang, hun så ham græde.

Fut i fejemøget fortæller, at stor glæde og livslyst kan vokse ud af dyb sorg, og det er karakteristisk for Alfred at sløre sine tunge tanker med en næsten upassende titel.  At han så har ret i, at farverne i dette billede er voldsomme, og at man næsten ikke skulle tro, at det virkelig er et af hans egne billeder, er en anden sag.  Men husker man nogle af hans allertidligste oliebilleder, fx postserien, som nu tilhører Post & Tele Museet, er man ikke i tvivl om, at han også mestrede at bruge hele paletten.

Fjerde billede, Malet efterglød, bringer os tilbage til de grå toner, men nu med et bål af glødende lys og håb centralt placeret i billedet. Og hermed skulle man tro, at hans serie var afsluttet. Men hverdagslivet fortsætter, og Alfred fortsatte med at male.

"reg. 097"

5. Carl Nielsen Kvintet, essens af 5. sats

Carl Nielsen Kvintet, essens af 5. sats
Olie på lærred 174 x 205, 1994-95, (reg.097)
Foto: Henrik Schroll

Det femte billede i serien er det største, han nogensinde har malet, og bortset fra katten er motivet helt anderledes end i de fire foregående. Carl Nielsen Kvintet, essens af 5. Sats er ”essens” af en sats, der ikke eksisterede musikalsk, men som ikke desto mindre er påtrængende i sin al sin virkelighed. Alfred malede billedet fra sin siddeplads inde i ateliéet. Han malede, hvad han så, når han kiggede op i loftet, som er beklædt med træ, han selv engang satte op sammen med en kammerat, for at smedens grisestald kunne blive til billedkunstnerens atelier. Det var hårdt arbejde, og sådan opfattede han også sit hverdagsliv som billedkunstner. Han var fuldt bevidst om den særlige styrke og viljekraft, der kræves for at kunne være sin egen herre og hver dag stå ud af sin varme seng og gå i gang. I dette store billede, hvor han ser opad, tror jeg han har placeret alle sine himmelhåb. Både de jordiske håb han havde for sine værker og de ikke-jordiske håb han havde for sin egen bortgang. Hans sorte killing vinkede ham op. At forbruge og smide væk lå milevidt fra hans liv og hans tankegange. (JAAM)

Oliebillede for februar og marts 2011

Det så jeg -

Det så jeg – på vej til Reykjavik
Olie på lærred 81 x 82, 1968, (reg.107), Privateje
Foto: Doris Christiansen

Alfred I Jensens Det så jeg – på vej til Reykjavik er ikke et koncentrat af et ”syn” fra en flyvemaskine, selv om man måske godt kunne tro det. Alfred nægtede at sætte sig op i sådan en dåse, selv om han teoretisk sagtens kunne have fløjet, da han første gang besøgte Island og sine kommende svigerforældre i 1951.

Billedet er først og fremmest en islandsk allegori: sådan opfatter jeg dette fantastiske land, der i over 1000 år har formet og præget islændingene på krop og sjæl!

Oprindeligt kaldte han det Udfordring, og dengang var det vendt på hovedet, hvilket stadig kan ses deraf, at han har signeret det i, hvad der i dag er øverste højre hjørne.

Vendt på hovedet

I 1968 var Alfred stort set holdt op med at bruge pensel til sine oliemalerier. Det forudsætter at farverne fortyndes med terpentin, og han var blevet klar over, at terpentin var en væske, der kunne give hjerneskade. I stedet brugte han spartel, men det må have været en overvindelse for ham, for spartel kræver rundhåndethed med farverne, og han var på ingen måde ødsel.

Billedet var udstillet på Charlottenborg under titlen Udfordring, samme år det blev malet, og i kataloget kan jeg se, at han havde sat prisen til 4.370 kr. Sjovt nok har han ikke skrevet på blændrammen, hvilket han ellers altid var omhyggelig med, at det har været udstillet på Charlottenborg. Derimod står der, at det har været udstillet i KAB juni/juli 1974 og i MLU Kunstforening vinteren 78/79 – altså efter at Kunstnergruppen SE i 1976 havde holdt sin sidste udstilling på Charlottenborg). På blændrammen er prisen sat til 3.985,20 kr. og således sat ned. Dette opfatter jeg som et udtryk for hans ofte gentagne ord om, at kunst IKKE kan prissættes, og så kan et besynderligt beløb være lige så godt som et mere almindeligt.

Jeg ved ikke, hvornår han valgte at vende op/ned på billedet og lade det skifte navn. Måske kan jeg finde løsningen, hvis jeg engang får tid og overskud til at gennemgå hans dagbøger fra perioden 1968-79. Men billedet er interessant fra begge synsvinkler.

Set som Udfordring viser hovedparten af billedet en voldsom himmel med storm og uvejr, et lille venligt kig mod et blålig-turkis felt og måske en (midgårds-)orm, der grådigt og med åben mund baner sig vej fra øverste venstre hjørne ned mod landskabet. Fjeldene står i rosa og gule farver og afgrundssorte figurer skyder ud fra kysten. Lille danske Alfred kan i sandhed have følt sig udfordret af den islandske natur og det islandske temperament.

Set som Det så jeg – på vej til Reykjavik er byen rykket op i øverste venstre hjørne, de rosa og gyldne farver kan tænkes at henvise til øen som vulkan-ø og til midnatssolen, som ganske vist ikke ses i Reykjavik, men kun langt mod nord. De mørke former og farver i de nederste 2/3 af billedet minder mig om lava-landskabet, som jeg så fra bussens vinduer på vej fra flyvepladsen i Keflavik til hovedbyen Reykjavik, de 2 eneste gange jeg indtil nu har haft den lykke at være på besøg. (JAAM) 

Oliebillede for december 2010 og januar 2011

Den store hvide flok

Den store hvide flok …. eller Ånderne vandrer…
Olie på lærred 87 x 118, 1986, (reg.068),  Privateje
2001-05 var maleriet udlånt til CFUL, Syddansk Universitetscenter, Esbjerg
Foto: Doris Christiansen

Den store hvide flok … Ånderne vandrer … er egentlig et af Alfred I. Jensens forårsbilleder. Alligevel tillader jeg mig at henregne det til hans snebilleder, for hvor skulle det ellers høre til?

Desværre tror jeg ikke, et fotografi nogensinde vil kunne yde dette maleri retfærdighed. Kunstige farver kan kun sjældent eller aldrig erstatte oliefarver på lærred med det særlige gennemsigtige lys, som kunstneren kan få frem.

Motivet er set gennem vinduet på 1.sal i Vindheimar en tidlig morgen, hvor jorden havde været frosset gennem længere tid, og hvor en stigende temperatur og solens tiltagende varme kan fremkalde tusindvis af små svævende ”damp-væsener”. Jeg har kun set det et par gange, og det er et fantastisk syn.

Billedet er på én gang abstrakt og naturalistisk. Synet varer kun få minutter, og eftersom det tager mindst en måned at male det, er der tale om tolkning og efterrationalisering. Horisont-linien skæv, og landskabets huse har en anden størrelse end i virkeligheden.

Det var et af de første billeder, vores datter Lærke valgte som arv fra sin far. Mens han malede det, sad hun ofte i ateliéet og så på. Hun var 5 år, og tilblivelsen gjorde indtryk. Ikke at det er specielt sjovt at være barn af en kunstner, der er så optaget af sit værk, at han glemmer alt og alle omkring sig, men et barn oplever på sin egen måde, og Lærkes modtagelighed fejlede ingenting. Det ses af mange af hendes egne tegninger og farvevalg.

Akvarel af Lærke M. Jensen, 2010

Oliebilleder for oktober-november 2010

Rodet er i orden

Olie på lærred 100 x 150, 1984, (reg.145)
Foto: Doris Christiansen
Udstillet på Rønnebæksholm
17/1-29/3 2009. Tilhører Ole (Bogart) Michelsen

Kan rod være i orden? ”Ja”, svarede Alfred I. Jensen, ”for rod er et kompliceret motiv!”

”Teknisk er det ikke vanskeligere at male rod end det er at male et motiv, der umiddelbart kan ses som smukt. Men når jeg maler rodet, jeg er omgivet af, skal jeg ved hjælp af farver og komposition gengive rodet, så øjet – også det utrænede – kan finde rundt i billedet og finde den ro, som er nødvendig for at kunne hvile i synet.”

Alfred har malet Rodet er i orden, siddende på tværs i sin seng op ad væggen med puder i ryggen og med korslagte ben. Sådan så der ud i hans sove- og arbejdsværelse oppe på Vindheimar-kvisten, og hver gang hans gode ven, Ole Michelsen kom på besøg, skulle han lige op og kigge, om rodet virkelig var, som han huskede det. Ole kunne sagtens grine, men jeg, som ind i mellem forsøgte at holde en vis orden i hus og have, var ofte noget mindre tilfreds.

Alfred malede billedet for at vise Ole og mig, at rod virkelig kunne blive et ordentligt maleri.

Når Rønnebæksholms kunsthistoriker Dina Vester Feilberg 2 år efter Alfreds død viste gæster rundt på hans retrospektive separatudstilling, brugte hun altid god tid foran Rodet er i orden. Hun fremhævede bl.a., at Alfred dristigt havde delt billedfladen op i 4 lige store felter. Det ene er tomt, bortset fra det lille hjerte. I det andet giver de strittende pensler et lodret indtryk, i det tredje giver papirerne et vandret, og først i det fjerde tager øjet sig i sine første billed-syns-runder tid til en lille udforskning af rodet, før øjet via spejlet smutter over i det tomme felt og derfra igen bevæger sig rundt.

Hvert felt er et billede i sig selv, og maleren Alfred har gjort dem til en helhed. Nemlig den helhed, som han havde for øje hver morgen, når han sad i sin seng og skrev dagens dagbogsblad, mens han tænkte over tilværelsen, og lyset langsomt bredte sig via de 2 vinduer.

Billedets pensler og spartler viser hen til hans arbejde, papirerne til hans flittige skriverier og hans mange håndskrevne breve. I skabet skimtes en snapseflaske og vinglas, mens sporvognskasketten ovenpå havde tilhørt hans far og dermed viser hen til hans egne rødder. De 2 ”sprællemænd”, som han havde snittet i 1982 på opfordring af hans mellemste datter og som en gave til hende, forestiller ham selv (se hjemmesidens forside) og hendes mor, maleren María H. Olafsdóttír. De viser hen til hans privatliv, men han er fraværende i spejlet, hvor man ellers skulle tro, at han som den, der malede billedet, selv ville være til stede.

I den mystiske tomhed hænger så det lille hjerte. På udstillingen blev jeg et par gange spurgt, hvad der stod på det, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne huske det. Siden har jeg ledt efter det, og nu ved jeg, at der stod Det er aldrig for sent at tilgive.

(JAAM)

Oliebilleder for august-september 2010

Gammelt og slidt - nyt og brugt

Gammelt og slidt – nyt og brugt
Olie på lærred  96 x 104, 1986,  (reg.072)
Foto: Doris Christiansen

Gør døren hvid

Gør døren hvid …
Olie på lærred  80 x 90, 1986, (reg.073)
Foto: Doris Christiansen

Koloristisk overtonesang

Koloristisk overtonesang
Olie på lærred 103 x 132, 1987, (reg.0065)
Foto: Doris Christiansen

Nå, men vi ses - farvel!

Nå, men vi ses – farvel!
Olie på lærred 92 x 97, 1987, (reg.066)
Foto: Doris Christiansen

Det er ved at være efterår, og jakker kommer frem fra skabet.

Alfred I. Jensen malede fire billeder af jakker (1986-87), og han lod alle fire danne en serie, selv om Nå, men vi ses – farvel! skiller sig ud. Dette billede er malet sidst, og det har sin egen historie. Den kommer jeg til lidt senere, for først vil jeg fortælle om det maleriske eksperiment, jakkebillederne var for Alfred. De er en slags forløbere for hans komposition fra år 2000 med fire billeder under temaet Elementær (se arkiv for oliebilleder, august 2009, hvor de to største malerier fra denne komposition er vist).

I alle fire billeder er jakkerne ophængt på hver sin bøjle ved siden af hinanden uden på et hvidt skab, der dog i det ene billede er malet gult og blåt, dvs. har overtaget de to jakkers farve. På tre af billederne ses en blå og en gul jakke, den ene gammel og slidt, den anden ny og ubrugt. Den blå forvaskede var Alfreds elskede arbejdsjakke, den gule havde han fået af en af vores meget gode venner, Dorthe Hansson, som selv havde syet den til ham.

En dag hængte han dem på skabet i sit daværende atelier og satte sig til at kigge på dem. Hvordan skulle han nogensinde kunne tage sådan en fin gul jakke på? Og at bruge den som arbejdsjakke kunne der slet ikke være tale om, selv om Dorte vist havde sagt, at det var det, der var meningen.

Mens han sad der og kiggede, klarede vejret op, og solen begyndte at skinne. Han så, hvordan baggrunden tog farve af jakkerne, og jakkerne tog farve af hinanden, og han begyndte at eksperimentere. Først malede han jakkerne ”normalt” – en blå og en gul jakke hænger på et hvidt skab! På næste lærred lagde han den gule farve bag ved den blå jakke, dvs. forsøgte at gøre jakken blå ved hjælp af den gule baggrund. For at hjælpe på fornemmelsen af blå farve i den nu grå jakke (den mørke af dem), malede han den gule jakkes baggrund blå. Dermed behøvede han kun at bruge hvid og grå farve i den gule (lyse) jakke for at få denne til at syne gul. På det tredje lærred malede han atter baggrunden (skabet) hvidt og jakkerne hhv. Blå og gul, men nu med sarte lys-røde og grønlige ”overtoner” til at fremhæve farvespillet. Mellem jakker og baggrund og mellem jakkerne indbyrdes.

Jeg ved ikke, om hans eksperiment kan siges at være lykkedes, og om min forklaring er dækkende, men jeg fornemmer hans hensigt og hans begejstring, når jeg ser disse tre billeder på rad og række i hans eget atelier. Og det er dér, de helst skal ses. Gengivelsen her på hjemmesiden kan aldrig blive det samme som at se billederne i virkeligheden.

Det fjerde billede med de to sorte jakkesæt ser jeg som en syntese af de tre foregående. Skrev jeg sorte? Jamen er det da ikke en grøn smoking og en brun svalehale? Nej, de er begge sorte, hvilket han har markeret ved at tilføje den høje sorte hat og de sorte sko. De to sæt festtøj, hatten og skoene var en arv fra hans nyligt afdøde bror, maleren Svend Immanuel. Hans bror, som tog lettere på livet, end han selv gjorde, og for hvem selv det sorte feststøj må have forekommet farverigt.

Alfred sad foran det sorte tøj og kunne ikke forestille sig, at han selv nogensinde ville komme til at bære så kostbare klædningsstykker. Han tænkte på sin bror, som han altid havde holdt meget af, og som i sit testamente havde indsat ham som sin arving. Meningen var, at arven skulle gøre Alfred i stand til at bygge et udstillingsrum i Vindheimar for værker af Kunstnergruppen SE’s kernemedlemmer – heriblandt Svends.

Alfred fik ikke arven, men han fik sin smoking. Han bar den med stor værdighed ved den kulturaften, der blev holdt til ære for ham på hans 80 års fødselsdag i Skelby Kirke.
Alle fire billeder var udstillet på Sorø Amtsgård omkring hans 80 års fødselsdag, og Gammelt og slidt – nyt og brugt og Nå, men vi ses – farvel! var udstillet ved hans store retrospektive udstilling på Rønnebæksholm 17. januar til 29. marts 2009 på Rønnebæksholm.

I april-juli blev hjemmesiden kun opdateret med et nyhedsbrev.

Marts måneds oliebillede 2010

Her plejer at ruge en fugl


Her plejer at ruge en fugl

Olie på lærred 48 x 66, 1975, (reg.009)
Foto: Doris Christiansen

Fugle havde lige så stor betydning for Alfred I. Jensen som for den fynske maler Johannes Larsen (1867-1961), selv om Alfred kun sjældent brugte dem som motiv. Han var mere optaget af deres lyde end af deres form, og han holdt meget af at iagttage dem og forsøge at kommunikere med dem.

I 1980’erne havde han sammen med Ole Michelsen et større antal kvart-i-ni-udsendelser under samletitlen NOGET OM DEN LEVENDE NATUR. En af de mest spændende om fuglekommunikation hed Lektioner i lærkesprog, og her fortalte han om en lærke, der på sin egen fuglemåde havde ”belønnet” ham for, at han ikke gjorde dens unger fortræd.

En lun aften før skumring opdagede han lærkens usynlige rede i noget af det alt for høje græs i Vindheimars have. Stille og roligt trak Alfred sig tilbage og satte sig på en af de store sten. Lidt efter slog Lærken ned et par meter fra ham og begyndte at løbe frem og tilbage, samtidig med at den sagde lyde. Han forsøgte at efterligne, og straks korrigerede den ham, hvorefter han prøvede igen, og sådan blev de ved i flere minutter.

Denne lille forestilling gentog sig aften efter aften, indtil ungerne var flyvefærdige, og lærken fik andet at se til end at give kunstmaleren lektioner i lærkesprog.

Her plejer at ruge en fugl er et af Alfred I. Jensens såkaldt abstrakte oliemalerier. Motivet er et geologisk stenslib, set gennem mikroskop, og titlen udtrykker ikke andet end hans egne tanker ved synet af det færdige billede. Det ligner en fugl, mere end det er en fugl, og det ligner da slet ikke en lærke.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på hans lille lærke-historie, hver gang jeg ser dette billede.

Her plejer at ruge en fugl var udstillet 17. januar til 29 marts 2009 på Rønnebæksholm i gangen ud til garderoben.

Februar måneds oliebillede 2010

Solnedgang bag snemarker 1973/74


Solnedgang bag snemarker
/ Vinteraften 1973-74
Olie på lærred 67 x 97, 1974, (reg.197)
Privateje. Foto: Doris Christiansen

Udsigten fra Alfred I. Jensens arbejdsværelse i Vindheimar inspirerede ham igen og igen. Forår og efterår, sommer og vinter kunne han sidde hver eneste dag og bruge timer på at male eller tegne et større eller mindre udsnit af Næsbyholms vidtstrakte marker eller af de små huse ovre på den sydlige del af u-vejen ind omkring Næsby.

Eller måske sad han bare og frydede sig over det skiftende lys og de skiftende årstider.

Som kunstmaler kan man ikke altid holde ud at stå og male sine billeder uden for, og da slet ikke, når det er koldt. Det er i hvert fald én af grundene til, at der findes så forholdsvis få snebilleder, malet af såkaldt naturalistiske malere. Alfreds løsning var at bygge en sydvendt frontispice på det gamle hus og indrette sit arbejdsværelse på 1. Sal.

Ofte gav han sine billeder mere end én titel. Således også her. Solnedgang bag snemarker kaldte han også Vinteraften 1973-74, og det har været praktisk for min registrering af han billeder, for så vidste jeg, at billedet var malet i december-januar, altså i årets mørkeste tid. Dette passer også med, at solen på billedet må være gået ned i en meget sydlig retning, og det forklarer det næsten skandaløst rosenrøde skær, han har givet snemarkerne.

Faktisk er det synd at gengive dette snebillede som foto. Det skal som de fleste af Alfreds billeder helst ses i virkeligheden, og på Rønnebæksholm-udstillingen kom det da også til at tilhøre kategorien: ”højt værdsat”. Ja, da udstillingsleder Dina Vester Fejlberg så det første gang i Vindheimars atelier, valgte hun det til udstillingens plakat, afbalanceret af en ganske særlig lys blå farve:

Rønnebæksholms plakat for Alfred I. Jensens retrospektive udstilling, 17. Januar til 29. Marts 2009.

Findes på Dansk Plakatmuseum sammen med Kunstnergruppen SE’s originale plakater. (JAAM)

Januar måneds oliebillede 2010

Der kommer nogen

 Der kommer nogen – farvestudie
Olie på lærred 99 x 148, 1975, (reg.089)
Privateje. Foto: Doris Christiansen

Der kommer nogen er alfredijensen-hjemmesidens første oliebillede i det nye årti. Jeg kunne ikke lade være med at købe det af ham i selv-samme øjeblik, hvor han havde erklæret det færdigt. For mig at se udtrykker det tomme køkkenvindue ud til den lille snævre gård i Vindheimar ikke kun den ensomme indelukkethed, der privat var hans særkende, men samtidig en vidunderlig farvedæmpet skønhed og et håb for fremtiden. Ikke mindst titlen er håbefuld.

Lige siden har billedet hængt i min stue, bortset fra Charlottenborgudstillingen i efteråret 1975 og de 3 vintermåneder i 2009, hvor det var udstillet på Rønnebæksholm.

Da Kirsten Murhart sidst i 1990’erne interviewede Alfred I. Jensen til en bog om hans kunst, sagde han, at han regnede dette billede for et af hans bedste, fordi mange menneskers umiddelbare opfattelse og fortolkning af det overraskede ham og måske mere sagde noget om dem selv end om billedet. Dette opfattede han som succes:

”Det er nok mit livs succesbillede. Det er noget, jeg konstaterer, fordi jeg ikke har modtaget så forskellige stemningsudbrud ved noget andet billede. Jeg havde hængt det op på Charlottenborg og sad selv i indgangsrummet, da der kom et tidligere medlem af Statens Kunstfond. Han gik hen og sagde: ”Jamen, det er jo en ny Hammershøi”. Så kunne han godt se, at det havde jeg ikke lyst til at være, så sagde han: ”Nåh, nej. Det er en ny Alfred Jensen”. Det tog jeg som en kompliment af klasse.
Så kom der en dame. Hun sagde: ”Det minder mig om St. Steensen Blicher”, men jeg fik desværre ikke lejlighed til at spørge hende hvorfor. En tredje, der selv var billedhugger og gift med den daværende islandske ambassadør, sagde: ”Det er det ærligste billede, jeg nogensinde har set.” Mange andre stoppede op ved billedet og sagde højt, hvad de kom til at tænke på. Så kom filmmanden Erik Frohn Nielsen fra skovriderboligen i Næsbyholm Storskov. Han sagde: ”Det må du gerne hænge over til mig. Ved du hvem, der kommer? Der ligger en gammel mand inde i stuen. Han er ved at dø. Det er døden, der kommer”.”

Billedet er det første i en serie på 4 billeder fra 1975-76, hvoraf det ene blev købt af Statens Kunstfond og placeret i Snapstinget på Christiansborg. Så vidt jeg ved, er det siden bortkommet.

De 2 andre – reg.123 Er du gået? hvor man kommer ind i den lille gård ude fra haven, og reg.116 Er der nogen? hvor man ser køkkenvinduet udefra – var udstillet på Rønnebæksholm sammen med Der kommer nogen. (JAAM)

Arkiv 2009

December måneds oliebillede 2009

Nissetårn

 Nissetårn / Baptisteriet i Firenze
Olie på lærred 76 x 82, 1980, (reg.192)
Privateje

Alfred I. Jensen holdt meget af nisser, og i Vindheimar boede de i hans flotte runde brændestakke. Dem lærte han sig selv at bygge sidst i 70’erne, og når en af dem var blevet færdig i løbet af sommeren, kunne han finde på at male den.

Han kaldte dem nissetårne.

Helen og Ole Sarvig boede i skovfogedboligen ved Christiansdal Kloster lige i nærheden, og de kom af og til på besøg. En dag i sommeren 1980 sad Helen og jeg i haven og så på, hvordan Alfred byggede stakken op, og Helen sagde, at det burde Ole også lære. Deres brænde lå nemlig altid i bunke til langt ud på efteråret.

Så hun gik hjem og sagde til Ole, at han skulle tage over og se, hvad Alfred kunne.

Nu var Ole jo ikke specielt hurtig til at efterkomme Helens ønsker, men en dag i september, da han og jeg var gået på hyldebær-jagt sammen, fik jeg lokket ham med hjem til et glas vin. Og så tog Alfred ham med ud i haven, hvor stakken stod færdig og lysende i aftenskumringen.

Først sagde Ole ikke noget, men pludselig brast det ud af ham med hans dybe stemme og på hans sjove stammende facon: ”Det … det … det er jo selveste Baptisteriet i Firenze!”

Sådan gik det til, at dette maleri fik sig en ekstra titel, og da det i januar til marts i år blev udstillet på Rønnebæksholm, fik kustoderne gentagne henvendelser om, at der var fejl i kataloget. Dette billede havde jo intet med Baptisteriet at gøre.

Men kustoderne holdt fast i, at titlen var rigtig nok, og hvis jeg så var der, fik de besøgende historien. Ligesom jeg ind i mellem fik lejlighed til at fortælle historier om de andre billeder på Alfreds retrospektive separatudstilling. (JAAM)

November måneds oliebillede 2009

Det er varmt herinde

Billedtekst: Det er varmt herinde.
Olie på lærred 69 x 98, 1975, (reg.235).
Privateje

På maleriets blændramme har Alfred I. Jensen angivet i alt 3 titler: 1. Det er varmt herinde, 2. Sådan ser her altså ud og 3. Navn og telefon.

Den første titel giver sig selv. Inden for i stuen er farverne røde og brune, samtidig med at man i det lille kig gennem vinduet oplever snelandskabets kulde. Herude står den solbeskinnede brændestak med sit tørrede brænde. Når det kommer ind, vil det blive puttet i stuens sorte ovn og give mere varme til stuen.

Jeg har en fornemmelse af, at Alfred udfordrer mig med denne titel, for siden jeg flyttede ind i Vindheimar i begyndelsen af 80’erne, har stuen kun undtagelsesvist været varm om vinteren. Jo engang imellem, når vi frøs for meget og tillod os den luksus at bulderfyre i et par dage.

Hele sit liv var Alfred utrolig sparsommelig, og når det var koldt, gik han hellere med 5-8 lag tøj på og småfrøs frem for at bruge løs af brændestakken. Hvis han på nogen måde kunne undgå at bruge begge de to flotte stakke, han lavede i løbet af sommeren, så kunne han næste forår bruge den tiloversblevne stak som motiv for et maleri til efterårets udstilling på Charlottenborg.

Da Alfred malede dette billede, vidste han godt, at Charlottenborg stod for en gennemgribende ombygning, og at 1976 måske ville blive det sidste år, at den lille statsanerkendte Kunstnergruppen SE fik råd til at bruge udstillingslokalerne.

Måske var det derfor, han som en slags afsked også gav maleriet titlen, Sådan ser her altså ud. Den blå køkkendør, der spejler sig i døren på det mørke mahogniskab er et forsonende element i billedet. Det er med til at give indtryk af en hyggelig stue, men ser man nærmere efter, er væggene grå, og loft og gulvtæppe brune. Oppe på skabet står porcelæn i stabler, og i hjørnet står nogle gamle orgelpiber fra et kirkeorgel.

Det er ikke en velstående mand, der bor her. Men det er en finurlig mand, som kan fremstille sin lidt barske tilværelse i et maleri, som man kan blive helt glad ved at være sammen med.

Og her kommer den tredje titel ind: Navn og telefon. Kig engang på den store røde kiste. Den havde Alfred – lige som alle de andre møbler – fundet hos nogen, der ville skille sig af med den, og derfor var lykkelige for, at han hentede den. Selv havde han straks set sine initialer AJ på kisten, og straks havde han lagt mærke til, at 1812 var hans telefonnummer på Helgesvej i København, Fasan 1812!

Alfred var en klunsersjæl og på denne måde var han bevidst om, at man ikke skal smide brugbare ting væk. ”Hvor er væk?” spurgte han, da jeg engang i 90’erne foreholdt ham, at vi ikke kunne blive ved med at samle på alt.

Og det kunne jeg jo ikke svare på.

I øvrigt står kisten i dag ude i hans atelier og er fyldt med små brændebilleder.

Oktober måneds oliebilleder 2009

Alfred I. Jensen skiftede kun bopæl 4 gange i løbet af sit lange liv
Ja, egentlig skiftede han kun 3 gange. To af de lejligheder, han beboede, befandt sig nemlig bare et par opgange fra hinanden.

Alfred Immanuel Jensen blev født 18. september 1917 på Nørrebro i København i forhuset til etageejendommen ”Sabbatshvile”, Griffenfeldtsgade nr. 9, 2.sal tv. Han var sjette barn i en søskendeflok, der efterhånden voksede til elleve.

Sabbatshviles gård

 

Lejlidhedens indretning

Sabbatshviles gård. Olie på lærred 50 x 50, 1953 (reg.280)
Tilhører Københavns Bymuseum.

 

I 1935 blev familien sagt op. ”Sabbatshvile” havde fået ny ejer, og ingen på Nørrebro ville leje ud til en familie, der på dette tidspunkt talte ti børn. Kun den 24-årige var flyttet hjemmefra.

Familien besluttede at skillinge sammen til et hus i Københavns omegn, og sønnerne blev sendt ud på deres cykler for at lede. De fandt en murstensvilla i et nyt kvarter i Brønshøj, og i begyndelsen af 1936 flyttede de.

Astrupvej 41, Brønshøj

Astrupvej 41. Foto: Kaare Vissing 2008
Se Alfreds tegning af haven, sommeren 1936

1936 hus og have Astrupvej 41, Brønshøj

Alfred var især glad for haven, og han aftalte med sin far, at han kunne bygge hønsegård og holde høns på 2 betingelser: for det første skulle hans far have en indtægt fra salget af æg og kyllinger, og for det andet skulle Alfred grave og passe hele haven. Hønsene betød, at familien nu kunne tillade sig den luksus, at spise et halvt hårdkogt æg hver til deres morgenmad – om søndagen, forstås!
Det har Alfred selv fortalt.

Den 31. august 1952 blev han og hans malerkollega Maria H. Ólafsdóttir gift og flyttede ind i en lille lejlighed på første sal lige over porten i Griffenfeldtsgade nr. 13, B. Maria var fra Island, og hun og Alfred havde gået på Akademiet sammen. Året før var hun blevet fast medlem af den kunstnergruppe, som Alfred var formand for (se evt. siden om ”Kunstnergruppen SE”). De boede stadig i lejligheden året efter, da fik deres første datter. Lejligheden var kold og utæt, og de var nødt til at finde et andet sted at bo.

Det fandt de på Helgesvej nr. 24, 3.sal tv. Her boede de og havde størstedelen af deres arbejdsliv sammen indtil sommeren 1979, hvor Maria døde i en alder af kun 58 år.

Helgesvej 24, 3.tv., Frb.

Lys på trappen”Lys på trappen”.
Olie på lærred 69 x 44, 1960, (reg.134)
Helgesvej 24, Frederiksberg.

Maria og småfugle ved venduet på Helgesvej 14

Maria og småfugle ved vinduet på Helgesvej 24. Olie på lærred 56 x 66, 1961, (reg.246)

 

 

 

 

 

 

Næsbyvej 47, 1968

Huset på Næsbyvej 47.
Olie på lærred 48 x 82, 1968, (reg.133)

I 1963 havde Alfred og Maria købt Næsbyvej nr. 47 i Næsby ved Glumsø. Alfred havde altid længtes tilbage til Næsby, siden han i ti somre i træk (1925-34) havde været feriebarn på nabogården. Dengang var huset beboet af smeden og Ingeborg, men de var for længst døde, og ingen havde boet der i flere år. Så vidt jeg ved, erhvervede de ruinen med det kassable stråtag for 13.000 kr.

De næste mange år arbejdede de hver sommer med at gøre huset nogenlunde beboeligt. I 1968 havde huset fået nyt tag og et stendige foran, som bestod af sten, Alfred havde gravet op, før han kunne komme til at lægge nye planker under gulvet.

I de næste år tilføjede Alfred en frontispice, hvor han indrettede sit værelse. Herfra havde han en vidunderlig udsigt over husene på den søndre arm af Næsbyvej, markerne foran og bagved og himmel og skyer ovenover.

Huset kom til at hedde Vindheimar efter Marias fødegård på det nordlige Island. Skiltet blev sat på frontispicen, men efterhånden kan man næsten ikke se navnet. Det trænger til at blive repareret.

Vindheimar, frontispice

frontispice  2007, Vindheimar
Foto: Doris Christiansen

September måneds oliebillede 2009

December

December
Olie på lærred 40 x 59, 1972, (reg.011)

 

Sne i Næsby

Sne i Næsby
Linoleumssnit 35 x 37, 1974, (reg.351)

”December” er et af Alfred I. Jensens eftertragtede snebilleder. Det var udstillet på Rønnebæksholm 17/1 til 29/3 2009 sammen med 9 andre snebilleder, hvoraf 1 nu er overtaget af Fuglsang Kunstmuseum, 3 af Næstved Museum og 4 er solgt privat.

Huset på billedet, Næsbyvej 18, er set fra Alfreds arbejds- og soveværelse i Vindheimar. Dengang Alfred malede billedet, var huset beboet af graveren ved Næsby Kirke, Ulla og hendes mand. Alfred besøgte dem tit, når han gik tur, ligesom han også kom i flere andre huse i Næsby, når han holdt pause fra maleriet. For mere end 20 år siden fik huset nye ejere, og netop nu er de i gang med at renovere det fra yderst til inderst. Selv taget bliver fornyet.

I det hele taget har Næsby forandret sig meget, nye familier er flyttet ind, mange huse er malet gule, og når jeg kigger ud af vinduerne, og sammenligner med Alfreds oliebilleder og akvareller af udsigten fra Vindheimar, lægger jeg mærke til, hvordan træerne er vokset. Ikke bare byen, men også landskabet forandrer sig.

På Rønnebæksholm hang ”December” lidt for sig selv ude i gangen, og her fik det – ligesom det er tilfældet på identifikations-fotografiet her – nok ikke præcis den belysning, det fortjener.

Til gengæld er ”December” det eneste af Alfreds oliebilleder, som han har reproduceret som linoleumssnit, nemlig som ”Sne i Næsby”.

Grafik udføres normalt spejlvendt, men i dette tilfælde har Alfred valgt ikke at spejlvende. Derfor er de færdige tryk spejlvendte af virkeligheden.

Sammen med en række andre af Alfreds billeder, bl.a. hans træsnit fra Færøerne, blev ”Sne i Næsby” i 1974 udstillet i Politikens Hus og kunstanmeldt af Pierre Lübecker, hvilket inspirerede Klaus Rifbjerg til et digt. Endeligt blev ”Sne i Næsby” i 1975 placeret centralt på en busreklame på de københavnske busser.

Pierre Lübecker havde selv opfordret Alfred I. Jensen til at skære Politikens grafiske tryk for marts 1974, og han anmeldte ”Sne i Næsby” i februar:

anmeldelsen
Grafisk særtryk om den stille danske virkelighed.

Alfred Jensen er marts måneds grafiske kommentator. Pierre Lübecker præsenterer kunstneren. De kan købe hans billede for en tier.

Maleren og grafikeren Alfred Jensen er fra 1917. Hans navn er knyttet næsten uløseligt til den lille kunstnergruppe “SE”, som han – tredive år gammel – var med til at stifte, og som han siden har været medlem af og formand for. Han har udstillet med den hvert eneste år slige siden. som en energisk og munter patriark har han slidt for at få den til at trives, og ganske stille har han gjort sin egen billedverden stadig rigere og mere nuanceret. Han er vokset støt i ly af den natur, som han holder så meget af.

Men denne gang har det moret vejrguderne at spille ham et puds. Da han skulle skære træpladen til marts måneds grafiske særtryk, så han ud af vinduet fra huset i Næsby og glædede sig over det tynde lag nysne, som dækkede markerne. Han kunne jo, som han selv undskyldende formulerer det, at han kom til at bruge sneen, før den faldt.

Ikke desto mindre er træsnittet typisk for Alfred Jensens kunst – hans landskab er set, indgående og trofast studeret. Langsomt vandrer øjnene fra marken, forbi hus og mark til andre marker, ja, helt ud til skovene og den skytunge himmel med dens bidende lyse bræmme ved horisonten.

Med de grafiske jern har Alfred Jensen lagt snit ved snit, så han både kunne beskrive motivet, give gråskalaens toner lys og liv og få dem til at udsmykke fladen plastisk og rytmisk. Vi oplever rummet, men mærker, at det alt sammen foregår på billedets plan.

Han kender sin scene til bunds, ser ikke på den som en turist, der taler sværmerisk om vinterlandskabets skønhed. I stedet gør han rede for jordenes form og størrelse, for deres omrids og afbalancerede masser og for de nøgne træers sorte mønstre.

Alfred Jensens kunst er altid set, men det er ikke altid, at den afbilder virkeligheden helt så direkte, som det er sket i dette grafiske særtryk. Han kan også fabulere og skabe næsten abstrakte udtryk for naturoplevelserne.

“Maleri og grafik er fødsel på en firkant. det er måske derfor det kan gøre så ondt”, siger han. “Jeg mener, man må kunne se skønheden på eet område, og at man ikke svigter sine øjnes renhed, fordi man røber, at de også har set skønhed på et andet område”.

At Alfred Jensen i sine unge år var elev af Aksel Jørgensen skal tilføjes. Ikke for at fremhæve elevforholdet, som er et tilbagelagt kapitel, men for at nå en konklusion. I fyrrene udkom der en bog om professoren, der hed “Fra naturens farver – til farvens natur”. Man kan blive fristet til at bruge en tilsvarende titel om Alfred Jensens virkelighedskunst: “Fra billedet af det sete – til det sete billede”.

Som sine forgængere i Politikens grafiske serie udstiller Alfred Jensen i de kommende uger i Hallen på Rådhuspladsen. Her kan man både se eksempler på hans grafik og nogle af hans nyere oliemalerier. Særtrykket, der er i samme format som en helside i avisen, kan både købes i Hallen og fås også ved at indsende bestillings-kuponen side 6.”
Billedtekst: “Månedens grafiske særtryk vidner om, at der har været “Sne i Næsby” i år. Særtrykket fås ved at indsende kuponen side 6. Format: en helside i Politiken”.

Pierre Lübeckers anmeldelse inspirerede Klaus Rifbjerg til at skrive digtet:
“Man svigter ikke sine øjnes renhed”, vistnok fra digtsamlingen “Den søndag”:

“Se, siger Alfred Jensen
en energisk og munter patriark,
jeg mener skønheden kan gøre så ondt.

Det er en fødsel af jern
snit ved snit
øjnes bidende lyse bræmme
en grafisk konklusion.

Man kan blive fristet
til at se ud af vinduet.
I stedet gør han rede
for det sete billede.
Sært.
Sært.
Han kom til at bruge sneen
før den faldt.”

August måneds oliebillede 2009

Gul indgang til elementær

Gul indgang til elementær
Olie på lærred 97 x 135, 2000, (reg.129)

Blå indgang til elementær

 Blå indgang til elementær
Olie på lærred 97 x 135, 2000, (reg.128)

I år 2000 samlede Alfred I. Jensen alle sine kræfter om at male en komposition med fire billeder under temaet Elementær.
Jeg præsenterer her de to største, ”Gul indgang…” og ”Blå indgang…”. De to andre er lidt mindre, og dem navngav han ”Håb, prikken over i’et” (46×82, 2000, reg.239) og ”Tvivl – at tvivle kræver tro” (58×97, 2000, reg.240).

Hvert billede har sin egen farveholdning. De repræsenterer varm, kold, hele farvepalletten og farverne sort/hvid.

Alle fire billeder har nøjagtigt samme motiv, nemlig havens sammenstyrtede brændestak, som den så ud efter stormvejret i december 1999.

Ved en evt. fremtidig udstilling ønskede han dem ophængt, således at de to største ligesom dannede vingerne i en flyvemaskine (det gule til venstre og det blå til højre). ”Tvivl – …” skulle danne flyvemaskinens krop, ophængt med underkanten 15-20 cm. under de andre, mens ”Håb …” skulle hænge over ”Tvivl – …” og så højt, at beskueren fik en fornemmelse af, at ”Håb, …” pegede fremad og op. Afstanden mellem billederne skulle nøje afstemmes efter udstillingsrummets og væggens størrelse.

Alfred havde ofte før taget livtag med dette at flyve (se fx hjemmesidens arkiv under februar måneds oliebillede ”Nørrebro-vision”, 1998, ”… og så opstår den ubeskriveligt voldsomme trang til at komme op at flyve”). Men han troede ikke på flyvemaskiner, og jeg har hørt ham sige, at ingen skulle narre ham op i et sådan uvirkeligt monstrum. Selv fløj han i drømme, og på flere billeder har han tegnet eller malet sig selv flyvende.

Jeg var derfor overrasket over, at han ønskede sine fire billeder fra år 2000 set i en ophængning, der skulle lede tankerne hen på en flyvemaskine. Men jeg er overbevist om, at han sagde det, han egentlig ville sige, med billederne selv, med de titler han gav dem, og ikke mindst med hans valg af temaet: Elementær!

Det elementære er i denne sammenhæng det varme i forhold til det kolde, og anvendelsen af hele farvepaletten i forhold til den sort/hvide fremstilling af motivet.

Alfred viste stor angst den mørke decemberaften i 1999, og det er der en god forklaring på.

En stormfuld eftermiddag i august, fem år tidligere, havde en markbrand hærget området fra Susåen nede bag bakkerne i nordvest, op forbi vores ejendom og så langt øjet rakte mod øst. Naboens brændeskur og flere af deres træer var gået op i røg. Kun Vindheimar undgik ødelæggelserne, og at hverken vores datter Lærke, Alfred, huset eller malerisamlingen kom til skade, skyldtes Lærkes og Alfreds snarrådighed.

Lærke var netop kommet hjem fra første skoledag efter ferien. Hun kendte lugten af markbrand og vejrede, at noget var galt. Hun kaldte på sin far, lukkede alle vinduer og fik rullet vandslangen ud, lige i rette tid før de første flammer kom buldrende op over bakkekammen. Det lykkedes hende og Alfred at oversprøjte vores lange stendige mod vest, med det lykkelige resultat at Vindheimar lå tilbage som en grøn ø midt i en sort og sodet verden. Et kvarter senere nåede brandvæsenet frem.

Nu var der annonceret en kæmpe-efterårsstorm, og Alfred blev ved med at sige til Lærke og mig, at han grundigt havde stormsikret taget, dengang han restaurerede huset.

Det var mørkt udenfor, og jeg havde netop nået at få en flæskesteg færdig, da alt lys gik ud. Det buldrede og bragede, og mens vi sad i stuen, hørte vi, hvordan sten fra skorstenen rutsjede ned over solfangerne og smadredes mod stendiget ud mod vejen. Det ville have været livsfarligt at gå ud, og stormen blev ved til den lyse morgen.

Endnu engang var vi heldige. Uover tab af skorstenen havde 6 tagplader mod nordvest revet sig løs, og kun 3 træer var væltede eller rykket op med rode.

Og så var der den største af vores brændestakke. Den havde været dækket af tagplader, da vinteren var forbi, lå den stadig som en ruin.

I det tidlige forår gik Alfred ofte rundt i haven og så på ødelæggelserne. Stuehusets tag og skorsten var hurtigt blevet repareret, men han ville ikke have, at nogen rørte de væltede træer eller brændestakken. Igen og igen gik han og kiggede på den, og da skvalderkålens fine blanke blade voksede frem, havde han indkredset sit motiv og sad klar under det store valnøddetræ. Nu skulle motivet blive til billeder.

De varme farver, rød og gul, fremkaldtes af det skarpe forårslys. Først da foråret afløstes af tidlig sommer, var det de blå og grønne farver, der dominerede.

I 1986-87 malede han en komposition på grå lærred, fire billeder i alt. Motivet var to beklædningsstykker, som hængte på hver sin bøjle uden på et hvidt skab. De to af dem var udstillet på Rønnebæksholm 17/1 – 29/3 2009, og tre af dem afbildet i kataloget (reg.066, 072 og 073). Det grå lærred skinner igennem og er brugt som farve.

”Gul indgang til elementær” og ”Blå indgang til elementær” er begge malet på hvidt lærred, og lærredets hvide farve udgør alt det hvide i de to billeder. ( JAAM)

Juli måneds oliebillede 2009

Forstå det, hvem der kan

Forstå det, hvem der kan…
Olie på lærred 45 x 59, 1969, (reg.019)

Ofte samlede Alfred I. Jensen sine billeder i et tema, og juli måneds oliebillede indgår sammen med 3 andre + 1 brændebillede i temaet ”Islandsk oplevelse”. Alle 5 billeder er fra perioden 1969-72´.

”Forstå det, hvem der kan…” har også en anden titel, nemlig ”Alfaborg”, samme titel som et af temaets andre billeder (reg.63). Jeg ved ikke helt, hvorfor han nogle gange navngav dobbelt, men eftersom han har skrevet titlerne bag på hvert enkelt billedes blændramme, må det stå til troende.

Af blændrammen til ”Forstå det, hvem der kan…”. fremgår det endvidere, at han har færdiggjort billedet d. 7. januar 1969, men først udstillet det på Charlottenborg i efteråret 1970, samme år som han har signeret det. Prisen var sat til 1400 kr. med sølvramme. I juni/juli 1974 genudstillede han det i KAB.

Billedet er et af hans mikroskopier, dvs. stenslib, set gennem mikroskop. De grønne elementer genfindes i 2 af de andre oliebilleder, men ikke i det tredje.

Jeg synes, dette billede er både markant og harmonisk, og jeg opfatter det som typisk for hans mikroskopier. (JAAM)

Juni måneds oliebillede 2009

Udsigt fra San Cataldo, april

Udsigt fra San Cataldo, april
Olie på lærred 44 x 59, 1975, (reg.059)

Udsigt fra San Cataldo blev solgt på Rønnebæksholmudstillingen, og i maj måned fandt jeg det pludselig på Google under overskriften ”Vores Vandre- og rejseblog” med bl.a. følgende tekst:

”Bussen fra Amalfi til Ravello kører videre op til det danske kunstner- og forfatterrefugium San Cataldo”, efterfulgt af et vandrekort og en afbildning af ”maleren Alfred I. Jensens udsigt fra San Cataldo” samt følgende foto.

Dette foto er fra en artikel i Kristeligt Dagblad med udsigt fra San Cataldo i samme retning som på Alfreds maleri (Vandre- og rejseblog, Vandretur Scala-Amalfi, kan slås op på Google eller ses under http://poulhansen.wordpress.commed direkte link til artiklen ”San Cataldos forunderlige verden”. Artiklen er fra Kristeligt Dagblad 020808, skrevet af Henning Petersen, medlem af San Cataldos venneforening.)

Alfred besøgte San Cataldo syd for Napoli i 1961, 1968 og 1975, hver gang en måned, og disse ophold havde stor betydning for ham. Han havde ellers kun haft ophold i nordiske lande, bortset fra et par studieture i akademitiden til Holland og Paris.

I 1975, hvor han i modsætning til de to andre gange ikke fik et opholdslegat, rejste han sammen med sin bror, maleren Svend Immanuel, og i stedet for at rejse direkte hjem efter San Cataldo, brugte de en ekstra måned som turister i Assisi, Siena, Rom og et par andre italienske byer.

Alfred talte ofte om San Cataldo. Om den fred og ro, han fandt i de smukke bygninger. Om samværet med de andre billedkunstnere, musikere og forfattere. Om den gode stemning på San Cataldo både ude og inde, og om den enkle italienske mad. Om inspirationen fra lyset og landskabet. Om de 1670 trappetrin fra kysten og op til San Cataldo og om traveture og udflugter, bl.a. til Pæstum. Om San Cataldos have og om italienernes forhold til de fugle, som han selv elskede at se og høre, men som de åbenbart mere betragtede som skydeskiver og delikate småmåltider. Hver gang Alfred var på San Cataldo, beskrev han områdets fugleliv, vistnok i gæstebogen.

Da jeg ikke selv har været på San Cataldo, har jeg her sakset et par afsnit fra Henning Petersens artikel:

”San Cataldo er opkaldt efter en irsk munk, … Stedets historie går tilbage til 900-tallet, hvor det blev oprettet som benediktinerkloster for mellem 12 og 20 nonner – et af seks klostre i området. Byen Scala havde i middelalderen 30.000 indbyggere, bymure med vagttårne og byporte og 130 kirker! På det samme areal (cirka 13 kvadratkilometer) bor i dag 1400 mennesker, og der er seks aktive kirker inklusive domkirken.

I 1811 lukkedes klostret …, og lå nu øde hen gennem næsten hundrede år, indtil danskeren Carl Wiinstedt i 1909 købte det forfaldne kloster med tilhørende kirkeruin. Han havde en drøm om at indrette klostret til opholds- og arbejdssted for ”åndsarbejdere”, billedkunstnere, musikere, forfattere, forskere med flere.

Efter trængselsår stiftedes i 1924 en venneforening, som blandt andet indsamler legatmidler og giver sit overskud til institutionen San Cataldo, der administrerer en stipendieordning i Carl Wiinstedts ånd. Samtidig gives mulighed for, at ”vennerne” mod betaling og i den udstrækning, der er plads, kan tage ophold på klostret i to eller fire uger.

Om klostret og institutionen San Cataldos historie findes en del litteratur. Jeg anbefaler særligt Kristian Hvidt: ”Udsigt fra et italiensk kloster. San Cataldo i tusinde år” (Chr. Ejlers Forlag, København 1993).

Inden døre kan San Cataldo rumme 12 gæster … Cellerne er enkelt udstyret, her er det nødvendige og tilstrækkelige. Til gæsternes rådighed er spisestue, stor daglig- og opholdsstue (uden radio og tv), bibliotek, musikstue med flygel og et grafisk værksted.

Alle vinduer, balkoner og terrasser vender mod øst med en ubeskrivelig smuk udsigt over Dragedalen til Ravello, Amalfibugten og 60 kilometer af den italienske kyst. I klart vejr og med en god kikkert er det muligt at se toppen af de græske templer i Pæstum.

Klosterhaven er et kapitel for sig. Overvældende bevoksning, vingård, urtehave, rosenbede, sydfrugter (navnlig citroner), blomstrende buske, solrige eller skyggefulde hvile- og arbejdspladser til alle. Her hentes inspiration, og her får sjælen fred…

Det har været en af disse let disede sommeraftener, hvor horisonten er væk, himmel og hav er ét, og farvespillet rækker fra sart rosa til dyb violet.

Nu er solen gået ned. Cikaderne har stoppet deres sang. Sceneriet bag orkestret er Amalfikysten med lys, så langt øjet rækker, de blå bjerge, Middelhavet og den opstigende fuldmåne.
Efter behov er man sammen eller alene – i samtale eller fordybelse og eftertanke. Børn kan ikke modtages på klostret, og besøg udefra er en meget sjælden undtagelse. Et venligt forstanderpar drager omsorg for beboerne, sørger for det fornødne og samler os ved måltiderne.

Den interesserede kan nå dagture til Vesuv, Pompeji, Herculaneum, Pæstum, Capri. Naturelskeren kan vandre uforstyrret i kastanjeskovene over og omkring Scala. Og ellers er nærmeste udflugtsmål Ravello, der ligger på en klipperyg over for Scala og kan nås til fods på tre kvarter (ned, hen og op!) eller med bus på fem minutter.

I Ravello har H.C. Andersen hentet inspiration, og ­P.S. Krøyer boede og arbejdede her sammen med Marie under deres lange bryllupsrejse i 1890.

Ravello har sådan set det hele: smukke bygninger, kirker, torve og pladser, forretninger, gyder og stræder, hoteller, caféer og restauranter i forskellige prislag, haver og parker. Og så har Ravello sin årlige musikfestival med koncerter i mange genrer – i år blandt andet en operakoncert i Rufolo-haven med orkester og kor fra Teatro di San Carlo i Napoli: Verdi og Wagner. Richard Wagner har særlig tilknytning til stedet. Han boede og komponerede her i 1880, og hans sidste opera, ”Parsifal” (1882), henter i 2. akt inspiration fra Rufolo-haven. Et tema fra ”Parsifal” er nu havens pausesignal og kalder tilhørerne på plads.

Det har været en af disse let disede sommeraftener, hvor horisonten er væk, himmel og hav er ét, og farvespillet rækker fra sart rosa til dyb violet.

Nu er solen gået ned. Cikaderne har stoppet deres sang. Sceneriet bag orkestret er Amalfikysten med lys, så langt øjet rækker, de blå bjerge, Middelhavet og den opstigende fuldmåne.”” (JAAM)

Maj måneds Oliebillede 2009

Svend Immanuel

Portræt af Svend
Olie på lærred
(56×50, 1947, reg.185)

Portrættet forestiller Svend Immanuel. Han var Alfred I. Jensens 5 år yngre bror, og en af de 10 søskende, som Alfred holdt rigtig meget af.

Svend var typograf på Berlingeren, og ifølge Alfred var det ham, der fik Svend til at gå i gang med at blive kunstmaler i sin fritid. Sådan som jeg har hørt historien, led Svend engang sidst i 40’erne af alvorlig kærestesorg. Hvad var så mere nærliggende for Alfred end at stikke ham et par lærreder, pensler og farver og sætte ham i gang med det mest positive, Alfred selv kunne forestille sig: kunst!

Det sjove var, at Svend virkelig gjorde det. Allerede i 1957 optrådte han i Kunstnergruppen SE som gæsteudstiller med 8 oliebilleder og et par træsnit, pasteller og tegninger. Han solgte godt, og fire år senere var han fast SE-medlem.

Kritikerne betragtede Svend som selvlært naivist, og både Alfred og Svend holdt mund med, at Alfred gav ham privatundervisning. Svend har helt sikkert givet Alfred noget til gengæld, for han havde jo en forholdsvis god løn, og som den sidste hjemmeboende overtog han senere forældrenes hus på Astrupvej 41.

Alfred selv boede på Astrupvej, indtil han blev gift i 1952 med kollegaen, den islandske maler Maria Hugrun Olafsdóttír. Flere af Alfreds billeder er malet i haven på Astrupvej, for eksempel Mine forældre i haven 1947 (reg.108, tilhører nu Arbejdermuseet), Fem høns + hane i hønsegården 1951 (reg.155, solgt privat), Kaffebord 1952 (reg.106) og Jesper Morgenhane 1955 (reg.173).

Så vidt jeg har kunnet se, er portrættet af Svend kun nr. 2 af Alfreds egentlige portrætmalerier. Det første – Marie tyskerpige, model (reg.251) – malede han i 1946, og Marie er placeret i omtrent samme stilling og samme interiør som Svend.

Måske er portrættet af Svend Alfreds bedste portræt.

April måneds oliebillede 2009

Martsmarker - tøvejr

Martsmarker – tøvejr
eller Forårsjævndøgn

Olie på lærred 37 x 53,1977, (reg.074)

Maleriet har netop været udstillet på Rønnebæksholm (katalog-nr. 25).
Det er et af de 10 værker, som blev erhvervet af Næstved Museum.
www.aabne-samlinger.dk/naestved

I forvejen havde museet besluttet at udstille alle deres oliemalerier fra og med 9. maj og 3 måneder frem. Nu kommer de 10 nyerhvervelser – og her i blandt Martsmarker – tøvejr også med på 3½ måneders udstillingen i Boderne.

I slutningen af 1990’erne sagde Alfred om dette maleri, som han også kaldte Forårsjævndøgn:

”Jeg vidste stort set aldrig, hvad et billede skulle hedde, imens jeg malede det. Hvis man er lidt naturkyndig, kan man se, at der har været snefygning. Sneen har lagt sig i hjulspor og plovfurer og fordybninger, og efter nedtøningen, så ligger sneen stadig de steder, hvor der er mest af det. Horisontlinien ligger over billedets overkant, og jeg besluttede at lade det geometriske være selve forudsætningen for billedets eksistens.

I 1977 er min stil nært beslægtet med L.A. Ring, som jeg af og til er blevet sammenlignet med. Jeg fik det skudsmål, at jeg var en slags efterklang af L.A. Ring, men det har jeg ikke det mindste imod. Jeg synes tværtimod, det er interessant, og jeg har gjort hvad jeg kunne for at lære så meget som muligt af Ring” (Kirsten Murhart).


Martsmarker – tøvejr eller Forårsjævndøgn blev i 1991 suppleret med et maleri, som Alfred kaldte.

Næsbyholmbakker

Næsbyholmbakker eller Efterårsjævndøgn
Olie på lærred 56 x 69, 1991, (reg.060)

Også dette billede er blandt de 10, som Næstved Museum erhvervede via udstillingen på Rønnebæksholm.

Om Efterårsjævndøgn sagde Alfred:

”Det er jo temmelig voldsomt i farvekarakteren og ikke mindst i forhold til Forårsjævndøgn, et sart billede, som er så blidt og omgængeligt. Hver gang jeg har set mit efterårsjævndøgns-billede, har jeg tænkt: ”Det er løgn, sådan kan det ikke have set ud.”

Indtil sidste september, da jeg kiggede på det. Det SER sådan ud. Det har den der klare septemberluft, som er lige på nippet til at glide over i frosten. Farverne bliver enormt intense med gyldne marker og en grønblå himmel, som jo altså skifter spektralt i lodret forløb, hvor den går fra det grønlige over i det blålige til det rødlilla helt oppe for oven.

Jeg har forsøgt at fastholde farven i roemarken i modsætning til marken derovre. Det er formentlig hvede, og så er der den oppløjede mark nede foran. Så er der skræpperne helt nær ved.

Men jeg vil da indrømme, at jeg kan da meget bedre lide det der forårsjævndøgns-billede, fordi dér bliver man ikke påduttet noget. Der har man fred i sjælen og kan gå ud og blive våd på tæerne.

I efterårsbilledet får man klar besked om, sådan, sådan og sådan. Det er mig, der bestemmer. Det er en måde at udtrykke sig på i billedsproget, som jeg må indrømme, at jeg ikke nyder. Jeg bryder mig ikke om at være ham, der bestemmer, selv om jeg nok ofte er det. Det eneste jeg kan sige til mit forsvar er, at jeg har været ude og se på septembervejret igen, og det ser sådan ud.

Det ser ud, som om det er mig, der bestemmer. Der er truffet nogle afgørelser, som er ufravigelige. Du kan ikke få den blå deroppe øverst til at blive andet, end det den er. Du kan ikke få nogen af farverne til at skifte karakter og blive til andet end det, de er i modsætning til den bestandige skiften i forårsjævndøgnet, hvor man hele tiden spørger, er det sådan?

Roetoppene er på den tid blevet blanke. Den blankhed fanger himmellyset, derfor reflekterer den en kold farve, som så enkelte steder lige får en chance for at blande sig med bladets egen farve. Der er jo også gennemskinnet, der giver den grønne roefarve. Den overvejende del er det blanke, og det er de blade, der kaster det voldsomste lys ud.

Når synet af markerne gør det meget voldsomme og bastante indtryk på mig, så ville jeg lyve, hvis jeg ville gøre det lige så blidt som forårsjævndøgnet” (Kirsten Murhart). 


Marts måneds oliebillede 2009

Flugten til Ægypten

Flugten til Ægypten,
Olie på lærred 94 x 144, 1967, (reg.101)

Flugten til Ægypten
Alfred malede ikke religiøse billeder, men det forhindrede ham ikke i at kalde enkelte billeder ved navne, der får beskueren til at tænke på et religiøst emne eller en situation fra Biblen.

Jeg har aldrig spurgt Alfred, hvad han tænkte på, da han navngav dette oliebillede, som er et af de få, hvor han omsætter et brændebilledemotiv til et oliemaleri. Brændebilleder er ellers altid af træ.

Først i 1960’erne begyndte han som noget nyt at ”tegne” med solens stråler gennem brændeglas på cigarkasselåg eller stumper af gamle træpaneler, og i slutningen af samme årti tog han også gamle køkkendøre eller gulvplanker i brug. Disse billeder havde jo en hel anden størrelse, og på dem ”tegnede” han med gasbrænder.

I Flugten til Ægypten kan baggrundsfarven minde om en bestemt turkis farve, der fandtes i nogle af de gamle køkkener i små københavnske lejligheder. De beige og sandfarvede dele af billedet ligner den slags rester af tapet, som kunne sidde i flager på dele af de træpaneler, han lavede sine brændebilleder på. Maleriets ”streger” ser ud, som om de er brændt ind i billedet.

Jeg har altid opfattet figuren i forgrunden af billedet som et stiliseret æsel med Maria og barnet på ryggen, og for mig er der to hovednøgler til en forståelse af, hvad Alfred tænkte med at give billedet sit navn.

Den ene er flugt og den anden er varseldrømme.

I Mattæus-evangeliets beskrivelse af Jesu undfangelse, fødsel og siden flugt, adlyder både Josef og de vise mænd fra østerland deres varseldrømme. Først giver Gud Josef besked på dels ikke at forstøde sin gravide kæreste, Maria, men tage hende til ægte, og dels på at kalde sønnen for Jesus. De vise mænd, som har set stjernen og er kommet for at tilbede jødernes nyfødte koge, fortæller ikke kong Herodes, at de har set barnet, sådan som Herodes pålagde dem, men de drager tilbage til deres land ad en anden vej, fordi de i en drøm er advaret af Gud mod at vende tilbage til kongen. Da de vise mænd er draget bort fra Betlehem, viser en Herrens engel sig for Josef i en drøm og siger: ”Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Ægypten, og bliv dér, indtil jeg siger dig til” (Matt. 2.13).

Alfred var helt igennem en ikke-voldelig person, og blev han stillet over for kamp eller flugt, valgte han helt klart det sidste. Han afskyede vold, og under besættelsen i 1940’erne nægtede han at bære skydevåben, selv om han flere gange fik tilbud fra kammerater, der ligesom han havde småjobs i modstandsbevægelsen.

Da jeg skulle skrive teksten til denne måneds oliebillede, kom jeg mere eller mindre tilfældigt ind på hjemmesiden for Overgaden – Institut for Samtidskunst. Det fremgik, at Ahmed Ibrahimovic´ samme eftermiddag skulle have en omvisning på sin udstilling dér. Jeg lukkede computeren og tog straks til København.

Som 14-årig flygtede Ahmed i 1992 fra Bosnien til Kroatien, blev året efter bosat i Kolding og uddannet på det Fynske Kunstakademi fra 1998-2002 og senere på Städelschule i Frankfurt. Hans varemærke for udstillingen er den jakke og de sko, han flygtede i. Udstillingen er bygget op på grundlag af ”perceptual method” – en erkendelsesmetode, som er introduceret af hans ven, kunstneren Slaven Tolj – og at skifte identitet, som Ahmed og mange mange andre flygtninge må gøre, hvis de skal overleve, er udstillingens omdrejningspunkt.

Omvisningen er et væsentligt bidrag til min fremtidige oplevelse af Alfreds billede Flugten til Ægypten.

Jeg kan jo ikke vide, om Alfred ligesom jeg ville have følt sig grebet af Amed’s tilstedeværelse, mens han fx viste videoen om bedsteforældrenes pilgrimsfærd i januar 2005. Men jeg ved, at Alfred og jeg bagefter ville have haft lange og vigtige samtaler om drømme og om flugt.

Februar måneds oliebillede 2009

Nørrebro-vision 1998

Nørrebro-vision, 1998
Erhvervet af Københavns Bymuseum maj 2009
Olie på lærred 91 x 135, 1998, (reg. 143)

Kirsten Murhart har talt med Alfred I Jensen, som fortalte om dette billede:

Dette billede handler om nogle vilde fantasier eller måske meget beskedne, stille fantasier, hvor jeg flyver fra denne lukkede verden, som jeg ikke så gerne vil kalde en fængselsverden, men som formodentlig i andre menneskers oplevelse af billedet, vil kunne opleves som indespærring.

At jeg selv har følt mig indespærret, kan jeg vel ikke helt frigøre mig fra. Selve billedvirkningen handler også om noget med at komme op og ud. Op af skyggerne og mørket og ud i lyset – ud og flyve sammen med mursejlerne – højt, højt oppe.

Det er jo nok én af de store lykker for sådan én, der har lidt fantasi, at få lov til at drømme om at flytte sig. Men så sker der jo også det, at når man har arbejdet med at virkeliggøre noget, ene og alene på hukommelsen som de tre billeder, og med stor åndsindsats nat og dag igennem hele sommertiden, som er den tid, jeg har mulighed for at bruge atelieret – så føles det bitterhårdt.

Jeg har konstateret, at hele den blå himmeludskæring, faktisk svarer nærmest symmetrisk til den udskårne del af gårdsplanet. Hele den lukkede kolos i højre side, har samme vægt i lukkethed som det i den anden side har i liv og åbenhed. Så har jeg en bue, der går bærende hele vejen. Den ene side er arbejdets bue, og den anden side er poesiens, drømmens bue eller bølgebevægelse.

Så har jeg været rundt i alle mine personfordelinger og søgt efter, hvor meget og hvor lidt det kan holde stik med min underforståede historie, som både er symbolsk og uendelig meget virkelig.

Det omskriver jeg i billedsproget, som jo er et sprog. Jeg kan ikke lade være med at være mig selv. Det er jo nok en kendsgerning, som enhver, der ved noget om billedkunst ustandselig kommer til at stå overfor – at man hver eneste gang maler en slags selvportræt. Man kan ikke frigøre sig fra det, fordi sådan fortolker man det, sådan er man og sådan gør man.

Snyderen vil også male et selvportræt af en snyder, og den der lirker tingene på plads i kølvandet på én af de store ånder, han står klart og tydeligt som én, der lirker tingene på plads i kølvandet på en anden. Det vil sige, at hvis man efterhånden kan træne sin ånd, sin tanke, sin billedfortolkning så intenst, at den mere eller mindre klart sprogligt fortolker det, den står overfor, så har vi det ret godt med at forstå hans/hendes billeder og kunst.

Det er klart, at det kræver et langt liv og en meget oprigtig holdning til at blive ved og ved, indtil tingen siger, hvad den skulle og ville.

Så siger den selvfølgelig, at den der ser, også spiller med. Sådan, at det der kommer ud af billedet, lige så meget er beskuerens personlighed, som det er et spejlbillede af den arbejdende kunstner.

Det er klart, at det kræver et langt liv og en meget oprigtig holdning til at blive ved og ved, indtil tingen siger, hvad den skulle og ville.
Så siger den selvfølgelig, at den der ser, også spiller med. Sådan, at det der kommer ud af billedet, lige så meget er beskuerens personlighed, som det er et spejlbillede af den arbejdende kunstner.

Min idé med billedet er, at her er et lukket univers, som står nærmest uigennemtrængeligt som en fuldstændig lukket blok – kolos, som aldrig nogensinde er til at brække op. Sidenhen har der ganske vist været en Weidekamp på Nørrebro, som har sendt sine bulldozere ind. Det er lykkedes ham at fjerne det hele, men nu hiver jeg kolossen ud af dens ødelæggelse og præsenterer den, sådan som den stod i min bevidsthed, da jeg var barn – altså en fuldstændig lukket verden.

Den repræsenterer selvfølgelig en hel masse af det som indgår i min begrebsverden om religionen – især Indre Missions forhold til religionen, og alle de fortvivlende processer, som bliver pakket ind i den kolos der og aldrig nogensinde bliver lukket op og kommer ud.

Der sidder så den lille størrelse der på trappestenen og henter sig en gang bronkitis og drømmer sig ud at flyve. Det kan han muligvis komme af sted med eller ej, men i den højre side har jeg hele den lukkede Indre Missionske blok. Den arbejder besynderligt nok sammen med en åndelighed og en drømmeverden. Den er måske forudsætningen for at måtte gøre det der. Det vil jeg ikke udelukke.

I den modsatte side er der så meget aktivitet og så meget virkning, og så meget forvirring, at her har jeg ingen mulighed for at komme ind og lave om på sagerne. Det er én kæmpemæssig rodebutik.

Hele den venstre side af billedet er den kendte verden. Den, som han daglig må gå rundt i og se at komme levende fra, og så opstår den ubeskriveligt voldsomme trang til at komme op at flyve.

Så kan man sige: ”Jamen, man kan da ikke male sådan en nøgen mand, der flyver rundt deroppe mellem mursejlerne”.

Jo, hvis man vil være oprigtig for en vision – en drøm – en oplevelse, så kan man. Figurerne er hele den uniformerede spejderverden. De vil have, jeg skal være spejder, og jeg vil simpelthen ikke være med til det spejderi. Og så kommer min søde lille søster – lidt idylliseret – iført noget lyst, men hun er så yndig og nysselig, som jeg oplevede hende. Hun kom senere i den for mig oplevede grufulde fristelse at blive lokket af sted til Amerika af en hjemvendt Korea-soldat, som var temmelig forrykt. Hun fes rundt i Amerika, indtil hun var fyldt 50, så døde hun af det. Det har jeg aldrig nogensinde tilgivet de skiderikker, men det kan Amerika jo ikke gøre for.

Næh, men man siger ”Det foregik der”, så er det dér, jeg sender min vrede, min sorg eller min fortvivlelse hen. De stjal min lille søster, som jeg elskede højt.

Hun er i billedet en slags tilløb til min drøm, og hun er med til – trods alt – igennem spejderdrengen at bære den flyvende deroppe. Ved at trække en linje, der går op til mursejlerne. Alt hvad der ligger under den diagonal, der går fra nederste højre til øverste venstre, det er jorden, hverdagen og fattigdommen. Hele den verden dernede, er den jeg er nødt til at frigøre mig fra.

Venstre side – slid, slæb, arbejde og fattigdom. Højre side – overklasse, blomstring, poesi, kulturen og alt det, som kontakter ud til det ophøjede og livsbekræftende, og her sidder jeg så endnu engang i min Nørrebroverden og drømmer mig ud af det der.

Jeg fordeler i samtlige tre billeder ondt og godt og befrielse nøjagtig ens.

Hvad er så min metode, for der skal metode til. Der er den metode, at min mor, hun er en stakkels bondesjæl i underverdenen. Hvis man trækker halvdiagonalen der, går den som en akse gennem hendes krop og til det soveværelse, hvor hun har født 11 børn og op til midterlinjen. Spejderdrengen er bundet på samme måde til midterlinjen og kan ikke komme væk. Hun er bundet til den halvmidte med akse gennem hendes krop. Alle de steder, hvor der er tale om virkelig reelle bånd, er der ikke noget at tage fejl af, hvis man overhovedet vil gøre sig nogen forestilling om at befinde sig i det areal, der er grænserne for det liv, jeg vil beskrive. Så må jeg acceptere, at det har – før jeg dukker op – alle sine delinger også på det tomme lærred, som øjet helt automatisk og uden nogen opfordring vil gå. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvor trænet man er, og hvor mange gange man kan gøre disse delinger.

Nu er jeg nået dertil, hvor billedet enten skal afsluttes, ellers også må jeg bekvemme mig til at kravle op på en stige og skrabe noget af møget af tagvinduet i mit atelier. Det er ved at være efterår, og møget dækker lige rigeligt nok for lyset. Hvis det bare var det eneste og i øvrigt samme farveskala – men det er det desværre ikke, og det stjæler først og fremmest de kølige farver, så lyset i atelieret bliver underligt gustengult.

Når man så maler noget gustengult i det gustengule, så virker det neutralt. På samme måde som man i gamle dage kunne drille folk eller sig selv i fikserbilleder med, at der var nogle farver, man ikke kunne se, før man lagde et stykke blankt, gennemsigtigt plastik over, som pludselig fremkaldte det billede. Det var meget mærkeligt, for mig nærmest ubegribeligt, at det kunne lade sig gøre.

Nu har jeg prøvet at nærme mig mere og mere til noget, som jeg synes er færdigt, til dette billede, som er tredje del af det, man kalder en triptykon.

Nummer ét har samme arealstørrelse som nummer tre, og nummer to har næsten dobbelt arealstørrelse på en lidt anden måde. Det i midten er det mest i øjenfaldende. Ingen af dem er det vigtigste. De alle tre er lige vigtige, og jeg fordeler efter evne ondt og godt, hårdt og blødt og fantasi og drøm i den ene side, mens slid og slæb kan køre i den anden side, hvor midten er lyksaligheden, opløftelsen og glæden i alle tre billeder.

Nu har jeg så ligget i nat og rumsteret med mine højtidelige og meget betydelige tanker. De er så betydelige, at jeg ikke tror nogen anden på Jorden gider høre dem.

Når jeg har gjort alt det og så når til vejs ende, så bliver jeg altså meget, meget bange for tilværelsen og kan næsten ikke forstå, at jeg er kommet her til og ikke mere skal arbejde med billedet.

Fordi jeg er sådan en bangebuks, som jeg er, så har jeg – allerede inden jeg blev færdig med det – været ude i verden og prøvet at nærme mig noget, der er mere sådan direkte efterår og slet ikke har disse komplicerede fantasier inde.

Januar måneds oliebilleder 2009

Plakat fra udstillingen Dobbelte spor, Rønnebæksholm 2009

Rønnebæksholms udstilling 17.01.2009

Kvindelig model 1948

Kvindelig model, 1948,
erhvervet af Rønnebæksholm
Olie på lærred 98 x 50
, (reg.274)